Profileret Roskilde-duo til FCH

Philip Rejnhold og Sebastian Czajkowski ligner stærke kandidater til startelleveren

Philip Rejnhold og Czajkowski præsenteres som nye spillere i FC Helsingør. Foto: Pressefoto, FC Helsingør.

FC Helsingør har i dag præsenteret de første forstærkninger forud for comeback-sæsonen i NordicBet Ligaen. Klubben har således sikret sig den profilerede FC Roskilde-duo Philip Rejnhold og Sebastian Czajkowski.

Der har være stille nogle uger, men i dag løftede FCH så sløret for sæsonens første tilgang. Og noget tyder på, at den har været værd at vente på. Ihvertfald er det to spillere med et godt skudsmål, der nu kan trække i FC Helsingørs spillertrøje. De har været profilerne på et hårdt ramt FC Roskilde-mandskab og har begge god erfaring med den modstand, der fremover venter FCH.

De to spillere havde begge kontraktudløb med nedrykkerne og er således hentet på en fri transfer.
– Philip og Sebastian rammer begge en rigtig god balance mellem at være unge og stadig kunne udvikle sig, samtidigt med at de også kommer med en del erfaring fra NordicBet Ligaen, og i Sebastians tilfælde Superligaen, siger FCH’s sportslige ansvarlige Brian Gellert til FCHs hjemmeside.

– Der er tale om to spillere, der har været i vores sigtekorn et stykke tid, og de passer rigtig godt ind i den trup vi gerne vil bygge op heroppe. De kommer begge med noget fart og fysik, og er meget ambitiøse med deres fodbold. Sebastian har bevist, at han kan score mål i både NordicBet Ligaen og Superligaen, og det er ikke nogen hemmelighed, at Philip var ret eftertragtet, efter at have spillet en rigtig god sæson i Roskilde. Det er to spillere, som vi forventer os meget af, tilføjer Gellert.

Philip Rejnhold er 24 år gammel og har primært sine forcer på højre back, men kan også spille på kanten. Sebastian Czajkowski er angriber og har tidligere spillet med Vendsyssel FF i Alka Superligaen.