Han arbejder stenhårdt, presser højt, jagter forsvarsspillerne og så har han en sikker fornemmelse for, hvor målet står. FC Helsingørs nye angriber er en rigtig Carlos Tevez-type, der nemt kan gå hen og blive en ny publikumsfavorit.
Sebastian Czajkowski blev i går præsenteret som ny mand i FC Helsingørs forreste linje og med ham kan de lyseblå meget vel have fundet den perfekte afløser for Nicolas Mortensen, der 1. juli skiftede til Östers IF i Superettan.
23-årige Czajkowski er en ekstremt hårdarbejdende angriber, der foretrækker at spille centralt. En uortodoks angriber, der giver sig selv 100 % hele tiden.
Superligakomet
Det var nogle af de egenskaber, der i sommeren 2018 fik nyoprykkede Vendsyssel FF til at kigge østpå, da man skulle forstærke holdet op til Superligadebuten. Efter en succesfuld prøvetræning skiftede Czajkowski så B.93 i 2. Division Øst ud med en karriere i landets bedste række. Det skulle nordjyderne ikke fortryde, for allerede i den allerførste Superligakamp i klubbens historie, slog Czajkowski til og scorede til 1-0 for sin nye klub, i en sensationel åbningssejr over OB.
Dermed pegede pilen i høj grad opad for Czajkowski, der har polsk far og dermed dobbelt statsborgerskab. Debutmålet i landets bedste række var højdepunktet i en karriere, der ellers havde givet knægten fra Amager sin debut hos B.93 allerede som 17-årig og en høj status hos B.93-tilhængerne, der kårede han som Årets Spiller i 2017/18.
Angriberen nåede 13 kampe og 2 mål i Superligaen, inden en skulderskade holdt ham ude i en periode. Et sur tid for Czajkowski, der også som ung måtte se en skade stoppe hans landsholdskarriere. Efter tre gode kampe på det danske U18-landshold i 2014, var det en drilsk ankelskade der tvang ham til en pause og så blev det ikke til flere kampe i rødt og hvidt.
Sebastian Czajkowski (f. 15.09.1996)
Position: Angriber
Klubber (ungdom): B.1908, B.93
Klubber (senior): B.93, Vendsyssel FF, FC Roskilde, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0/ 0
Landskampe: Danmark U18 (3 kp) i 2014
I januar 2020 fik Czajkowski så ophævet kontrakten med Vendsyssel FF, der i mellemtiden var rykket ned i NordicBet Ligaen. En klub på Sjælland stod højt på ønskelisten og så blev det FC Roskilde der håbede, at hans målnæse kunne frelse klubben fra en næsten stensikker nedrykning.
– I Sebastian får vi en næsten komplet angriber. Han er hurtig, arbejdsom, med et godt blik for spillet både i banens længderetning og i mellem kæderne. En dygtig afslutter, der hele tiden lurer på at komme ned bagved modstanderens backkæde. Det er vores håb, at Sebastian vil spille mange år og score en allerhelvedes masse mål for FCR, lød det fra FC Roskildes cheftræner Martin Jungsgaard.
Czajkowski nåede at score 3 mål i 12 kampe for det trængte bundhold, hvor han oftest optrådte på højrekanten i deres 4-2-3-1 formation.
Nu gælder det så FC Helsingør, hvor en angrebsduo med Jeppe Kjær kunne ligne en spændende og giftig konstellation.