Nyt design: FCH skifter spillertrøjer både hjemme og ude

Røde udebane trøjer skiftes til mørkeblå/sorte

Fire nye spillere, fra venstre Yohji Koré, Jacob Hjorth, Alexander Petræus og Nichlas Vesterbæk præsenterer to nye trøjer fra Robey Sportswear. Foto: FC Helsingør.

Det bliver i nye spillertrøjer, når FCH fredag løber på banen til sæsonpremieren mod Vanløse IF. Klubben har i dag præsenteret nyt design for den lyseblå trøje og samtidig overrasket med helt nye udebanetrøjer.

FC Helsingør indgik sidste sommer en ny tøjsponsoraftale med Robey Sportswear og det er fortsat det hollandske firma der står bag beklædningen hos de lyseblå.

Da aftalen blev præsenteret sidste sommer fortalte FCHs CEO Ion Bilbao, at FCH ville få designet sit helt eget tøj indenfor et par måneder.

Det skifte skete aldrig og FCH spillede i det samme design hele sæsonen 2025/26. Men der blev faktisk designet et nyt sæt, fortæller klubbens nye direktør Morten Stig Bork Jørgensen.
– I løbet af efteråret arbejdede den daværende ledelse med et nyt design sammen med Robey og tøjet blev sidenhen bestilt. Men det blev aldrig taget i brug. Det har vi så besluttet at gøre nu, fordi tøjet allerede var produceret og leveret. Så det er faktisk et 2025/26 design vi tager i brug og det vil vi være ærlige omkring.

Det nye design betyder at FCH parkerer den røde udebanetrøje og istedet kommer til at optræde i en mørkblå/sort trøje, når det ikke er muligt at spille i de normale klubfarver.

FC Helsingør’s tøjsponsorer:

Robey Sportswear (siden  2025/26)

Craft (5 sæsoner fra 2020/21 til 2024/25)

Diadora (5 sæsoner fra 2015/16 til 2019/20)

Mitre (2 sæsoner fra 2013/14 til 2014/15)

Adidas (3 sæsoner fra 2010/11 til 2012/13)

H2O (5 sæsoner fra stiftelsen i 2005/06 til 2009/10)

Det nye tøj kan også købes af fans, dog med et enkelt men ….
– Desværre har man ikke været opmærksom på, at der ikke må være bettingreklamer på tøj til børn. Det betyder at vi har måtte kassere en masse trøjer i børnestørrelse med CampoBet tryk på. Super ærgerligt og vi har selvfølgelig bestilt nye – uden sponsornavn – men der går nogle uger inden vi har dem, forklarer Morten Stig Bork Jørgensen.

Han løfter også sløret for, at der næste sæson, altså 2027/28, kommer nye trøjer igen.
– De nye trøjer er blevet taget fint imod, men der er også nogle ting som vi i den nuværende ledelse, ville have gjort anderledes. Det handler blandt andet om at inddrage spillerne noget mere i selve designet. Ikke så meget i forhold til farver, men mere selve udformningen. Dét – og nogle andre elementer – kommer vi til at arbejde med Robey omkring, til 2027/28-trøjerne, tilføjer den nye FCH-direktør.