Lønstrup tæt på SønderjyskE

FCH-træner i dialog med Superligaklub

Alt tyder på at FCH-træner Christian Lønstrup er tabt for de lyseblå. Rygterne har de seneste dage svirret om at cheftræneren skulle være på vej til SønderjyskE. Nu bekræfter “Løns”, at han er i tæt dialog med Superligaklubben om en to-årig kontrakt, som afløser for Jakob Michelsen, der til nytår overtager Allsvenskan-holdet Hammarby.

FODBOLD: Cheftræner Christian Lønstrup (FC Helsingør) på vej ud til kampen i Bet25 Ligaen mellem FC Helsingør og Vendsyssel FF den 28. maj 2016 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Cheftræner Christian Lønstrup har sandsynligvis stået i spidsen for FCH for sidste gang. Foto: Claus Birch

– Ja, jeg kan godt bekræfte, at jeg er i dialog med Sønderjyske. Jeg har en ærlig dialog med Helsingør om, at jeg kan søge nogle nye og større udfordringer, og nu er vi nået derhen, hvor jeg kan fornemme, at det her godt kan blive til noget,« siger Christian Lønstrup til bt.dk.

Også FCH-direktør Janus Kyhl fortæller, at man er forberedt på at miste den afholdte cheftræner:
– Som det hele er lige nu, sidder vi lidt på bagsædet og følger bare med. Vi har en eksisterende træner i Christian Lønstrup, som vi er vanvittigt glade for, og så længe vi har det, skal vi ikke være dem, der styrer slagets gang. Men jeg kan da også mærke, at han er blevet meget attraktiv. Og jeg har fundet min liste frem med mulige nye træner,« siger Kyhl til avisen.

Christian Lønstrup har været cheftræner i FC Helsingør siden 2013 og er ansat på en rullende kontrakt med 3 måneders opsigelse. Det betyder at han kan skifte kvit og frit den 1. april 2017. Mest sandsynligt vil det dog være, at de to klubber aftaler en kompensation for et tidligere skifte.