Moseholm: Vi arbejder på Lønstrup-løsning

Skal finde økonomi til fuldtidsansættelse

Mens FCHs spillere nu har taget hul på to ugers fortjent sommerferie, arbejdes der fortsat intenst i kulisserne for at blive klar til premieren i 1. Division den 26. juli mod FC Roskilde.

FODBOLD: Cheftræner Christian Lønstrup (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem Fremad Amager og FC Helsingør den 20. juni 2015 i Sundby Idrætspark. Foto: Claus Birch
Cheftræner Christian Lønstrups kontrakt udløber til årsskiftet. Den vil klubben gerne forlænge, selvom det bliver på fuldtidsbasis. Foto: ClausBirchDK.

Et af de helt store samtaleemner har været en forlængelse af cheftræner Christian Lønstrups kontrakt, der udløber til årsskiftet. Lønstrup har ønsket, at han fremover får en fuldtidskontrakt, men endnu er dén aftale ikke konfirmeret af FCH-bestyrelsen.

– Vi har haft en strategi om, først og fremmest af få besat stillingen som direktør, hvilket kom på plads i sidste uge med ansættelsen af Janus Kyhl. Det handler om, at dén ansættelse kan være med til at generere nogle indtægter og bane vejen for nogle af de andre ting vi gerne vil.

– Vi er nødt til at tage tingene i det tempo. Uanset oprykning, så bruger vi ikke penge, vi ikke har, fortæller formand Finn Moseholm, der understreger, at man meget gerne vil finde en løsning med cheftræneren.