Holbæk B&I – FC Helsingør 1-0

Træningskamp, 17. februar 2026 i Holbæk Sportsby, kunstgræs

Daniel Arrocha bar anførerbindet i sin første optræden for FC Helsingør mod Holbæk B&I. Foto: Claus Birch.

Nytilkomne Daniel Arrocha havde fået anførerbindet i sin første kamp i FCH-trøjen, men ellers var der ikke meget at skrive hjem om, da FCH her til aften måtte se sig besejret 1-0 i træningskampen mod Holbæk B&I fra 3. division. 

Der blev endnu engang testet kombinationer, da FC Helsingør stillede op i Holbæk denne frostkolde tirsdag aften. En stor del af de spillere der var i aktion mod Hillerød forleden, havde fået en friaften, og cheftræner Christian Iversen benyttede således lejligheden til at sende resten af truppen i kamp.

Det betød at den rutinerede forsvarsspiller Daniel Aroccha var med fra start, endda med anførerbindet. Han udgjorde en ganske sikker midterakse med Charles Divialle foran Hjalte Petersen, der var med for første gang i vinterens testkampe.

Spillemæssigt var opgøret lige til glemmebogen, men Christian Iversen fik nok alligevel nogle svar ud af turen til Holbæk. Den centrale midtbane med Ameth Diouf og Tobias Nielsen havde det meget svært mod et energisk hjemmehold og i front fik Tobias Augustinus-Jensen og Noah Jakobsen ikke meget ud af anstrengelserne.

Sidstnævnte fik FCHs største chance midt i første halvleg, men formåede end ikke at sende bolden indenfor målrammen hos HBI-målmand Silas Juhl.

Forsvaret stod stærkest hos FC Helsingør i de første 45 minutter og det blev understreget efter pausen, hvor de rødblusede skiftede tre mand i fireback-kæden. Ud gik Daniel Arrocha, Charles Divialle samt Mathias Brems og det var mere end defensiven kunne holde til.

Holbæk sad på det meste af anden halvleg – der i dagens anledning var aftalt til beskedne 25 minutter. Det var dog nok til at hjemmeholdets nyerhvervelse fra Hvidovre IF, Frederik Grünwaldt, flot kunne heade kampens eneste mål i nettet.

Hjalte Petersen var chanceløs i situationen, men holdt ved flere lejligheder FCH inde i kampen med gode redninger. Den detroniserede førstekeeper gjorde ihvertfald sit til at gøre forårets keepervalg til en svær beslutning for Christian Iversen.

Næste træningskamp spilles lørdag i Næstved, hvor 2. divisionskollegerne tager imod.

Matchfacts
Tirsdag den 17. februar 2026 kl. 18.30 i Holbæk Sportsby, kunstgræs
Holbæk B&I (3. Division) – FC Helsingør
1-0* (0-0). Tilskuere: 25
1-0 Frederik Grünwaldt (58)
*1. halvleg (45 min), 2. halvleg (25 min)

FC Helsingør (4-4-2): Hjalte Petersen – Nikolaj Bagger, Daniel Arrocha (Anf)(46.: Sebastian Slettegaard), Charles Divialle (46.: Frederik Simonsen), Mathias Brems (46.: Frederik V. Kristensen) – Rasmus Sjøholm, Tobias Nielsen, Ameth Diouf, Frederik Winding – Noah Jakobsen, Tobias Augustinus-Jensen.
Ikke benyttet: Mikkel Markdal (M)
Cheftræner: Christian Iversen

Dommer: Frederikke Lydia Søkjær