FC Helsingør havde fuld kontrol fra start til slut, da HIK blev besejret 3-0 i vinterens anden træningskamp. En opgør der dog blev overskygget af et grimt uheld for FCHs Rasmus Dupont Lindén, der betød en pause på næsten tyve minutter i første halvleg.
Få minutter forinden havde Dupont nået at bringe FCH foran 1-0 på uselvisk forarbejde af Saku Ylätupa. Hans andet mål i to kampe, men også det sidste i en lang periode. I et hændeligt uheld røg han ind i banden, fik foden mast ind under hegnet, hvor den blev skåret op at det skarpe metal. Kampen blev afbrudt i godt tyve minutter inden den 19-årige FCH-angriber blev båret fra banen og kørt på skadestuen. Her fik han efterfølgende 24 sting og kan se frem til en pause på flere uger.
Den skade sendte 17-årige Donart Bedjeti på banen og U19-spilleren fik et par gyldne chancer for at øge FCHs føring i en halvleg, hvor presset var markant på HIK-målet.
FC Helsingør startede med den offensive nyerhvervelse fra Næstved BK, Souheib Dhaflaoui, der dermed fik comeback i FCH-trøjen og han havde tilløb til flere gode aktioner. Dog var relationerne tydeligvis ikke på plads endnu og det meste i de lyseblås offensiv kom fra Ylätupa og Monday Etim på højrekanten.
Billedet var det samme efter pausen, hvor Dhaflaoui troede han fik bolden i nettet til sin første scoring efter et frispark. Den blev imidlertid annulleret og så skiftede cheftræner Álvaro Santos som planlagt hele syv spillere. Ind kom blandt andre Jacob Schoop der overtog anførerbindet og kort efter lagde en smuk bold ind til Bedjeti, der let bragte FCH på 2-0. Hans første mål på klubbens bedste mandskab.
I overtiden kanonerede Ferhan Hasani bolden i nettet til 3-0 og så begyndte resultatet så småt at afspejle billedet på selve kampen.
Opgøret gav for første gang spilletid til U19-spillerne Sebastian Petersen (18 år) og Nikolaj Larsen (17 år), der efter pausen udgjorde et meget ungt tremandsforsvar med Tobias Elmelund (18 år).
Matchfacts
Lørdag den 27. januar 2024 kl. 11 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – HIK (2. Division)
3-0 (1-0). Tilskuere: 100
1-0 Rasmus Dupont Lindén (9)
2-0 Donart Bedjeti (73)
3-0 Ferhan Hasani (90+1)
Advarsler (1): Sebastian Petersen (85), FCH.
FC Helsingør (3-5-1-1): Hjalte Petersen (46.: Stan van Bladeren) – Mikkel Knudsen (46.: Tobias Elmelund), Lucas Larsen (63.: Nikolaj Larsen), Mathias Brems (63.: Sebastian Petersen) – Monday Etim (63.: Frederik Karlsen), Saku Ylätupa (63.: Emil Wass), Erik Andersson (63.: Ferhan Hasani), Mathias Christensen (46.: Ludvig Carlius), Daniel Norouzi (Anf) (63.: Jacob Schoop) – Souheib Dhaflaoui (63.: Alexander Hvid) – Rasmus Dupont (14.: Donart Bedjeti)
Cheftræner: Álvaro Santos.
HIK 1. halvleg (5-3-2): Oliver Stenderup – Lau Christensen, David Chernet, Daniel Thorup (Anf), Oskar Møller, Lucas Koch – Emil Thomsen, Frederik Valdbjørn, Andreas Garly – Morten Olsen, Milan Silva Rasmussen.
HIK 2. halvleg (5-3-2): Gustav Hangaard Nielsen – Lucas Ravn, Malcolm Tekoe, Haki Bedzeti (Anf), Benjamin Juel-Berg, Christoffer Henriksen – Abdul Arshad, Oskar Loft, Frederik Perlman – Mikkel Øberg (69.: Lau Christensen), William Maretti.
Cheftræner: Daniel Simacon.
Dommer: Martin Lauridsen