HIK – FC Helsingør 0-6

2. Division Øst, 4. august 2012 på Gentofte Stadion

FC Helsingør fik en premieresejr af de sjældne, da sidste års vindere af 2. division øst blev besejret med de næsten ufattelige cifre 6-0 på Gentofte Stadion. Et resultat som selv de største fantaster næppe havde drømt om, men som efter de 90 minutter i virkeligheden var for lidt.

Efter en forholdsvis jævnbyrdig første halvleg, gik FC Helsingør amok i en sjælden set målrus, anført af Jonathan Nielsen, der scorede på alle de chancer vi så ham misbruge i foråret. Der stod 0-5 på måltavlen efter en times spil og hjemmeholdet slap kun fra et to-cifret nederlag fordi de orangeklædte gearede ned.

– Jeg synes vi havde en god organisation på holdet i 1. halvleg og viste, at man ikke behøver at have bolden i 80 % af tiden for at vinde en fodboldkamp. Men vi skabte ikke helt nok og det fik vi talt om i pausen, forklarede cheftræner Benny Gall om de næsten groteske sidste 45 minutter.

Ved halvleg var der således ikke noget der antydede tenniscifre mellem de to mandskaber, der har leveret ganske jævnbyrdige opgør hver gang de har mødt hinanden de sidste år. HIK havde bolden ganske meget, men kom ikke til chancer mod FC Helsingør defensiven, med Kasper Enghardt og Nick Andersen i det centrale forsvar. På kanterne var både Martin Junior Christensen og Samuel Agba stærkt spillende og det fungerede fint at Morten Juul Hansen og Kasper Kristensen centralt trak tilbage når kanterne gik frem.

Dermed fik gæsternes sat opspillet i scene af et par dygtige boldspillere og på fløjene kom både Junior og Agba godt igennem. Endda så godt at Martin Junior kunne bringe FC Helsingør foran efter 18 minutters spil. En løs chance i feltet ekspederede han resolut i nettet bag HIKs debuterende målmand Esben Madsen, der nok ville ønske at han var blev i sin seng denne lørdag.

Kun én gang var HIK nærgående i første halvleg og det blev også sidste gang i kampen, da et afrettet skud ramte stolpen og sprang i spil igen efter en halv times spil.

Der var blot spillet tre minutter af anden halvleg da Daniel Udsen kunne øge til 2-0 efter Peter Benjaminsens flotte opspil og så tog fanden ellers ved FC Helsingørs store 11’er Jonathan Nielsen.

På bare syv minutter scorede han tre mål, alle sat op på fortræffelig vis bagfra. Først Morten Juul Hansen pasning, dernæst Daniel Udsens indenomsaflevering og tilsidst et energisk rush fra egen banehalvdel af anfører Kasper Kristensen. Opspil af høj klasse, mod et HIK-forsvar der gik fuldstændig i sort.

– I pausen talte vi om, at når vi erobrer bolden, skal vi hurtigt være i bevægelse, så vi kan få spillet den væk fra vores modstandere. Mod et HIK-hold der stod så højt, skulle vi spille dybden noget mere, så vi kunne komme i mellemrummene. Og når de så trak sig tilbage, fik vi plads til at spille bolden rundt foran dem. Det gjorde os hele tiden farlige, fordi de ikke vidste hvor vi kom, sagde Benny Gall og roste sine spillere for det eminente omstillingsspil.

Et kvarter før tid satte Peter Benjaminsen trumf på med en drømmehug til 6-0, som selv Esben Madsen i fuld længde ikke fik hentet ud af målhjørnet. En trist dag for den tidligere BSV- og Roskildekeeper, der blev svigtet og sjoflet af en helt igennem usammenhængende bagkæde.

Med 6-0 på tavlen er det naturligt at fokusere på vinderne, men det nærmest skriger på en forklaring, hvordan sidste års så suveræne mandskab kan falme så meget på så kort tid. En forklaring er givetvis at Hellerupklubben har mistet to håndfulde spillere i sommerpausen, havde Lasse Jensen skadet og Nicolai Melchiorsen og Carsten Fredgaard på ferie. Træner Hasse Kuhn havde ikke mange ord til pressen efter nederlaget, men sagde dog.
– Jeg synes første halvleg var helt lige og jeg mener ikke, at Helsingør var bedre end os. Men vi har mistet 11 spillere og det tager tid at spille et nyt hold sammen. Jeg vil ikke udtale mig om, hvad der er sket i klubben. Men det er et spørgsmål om kroner og ører, så kan I nok selv regne ud, hvad jeg mener, lød det fra Kuhn.

Anderledes humør var der forståeligt nok hos hattrick-helten Jonathan Nielsen:
– Alt hvad der lykkedes i dag, manglede i sidste sæson. Det er så dejligt og så fortjent. Det giver selvfølgelig et kæmpe selvtillidsboost at score, men det var også nogle rigtig gode oplæg, hvor der næsten bare skulle en inderside til. Jeg spillede i KK’s (Kasper Kristensen, red.) gamle sko og dem var der mål i. Så de bliver ikke skiftet foreløbigt, lovede den storsmilende målscorer.

HIK – FC Helsingør
0-6 (0-1). Tilskuere: 140
18.: 0-1 Martin Junior Christensen
48.: 0-2 Daniel Udsen
56.: 0-3 Jonathan Nielsen
57.: 0-4 Jonathan Nielsen
63.: 0-5 Jonathan Nielsen
76.: 0-6 Peter Benjaminsen