FC Helsingør – BSV 2-2

Træningskamp, 16. februar 2013 i Helsingør Idrætspark

Trods temperaturer der balancerede omkring nulpunktet, var der godt besøg omkring kunstgræsbanen, da FC Helsingør og BSV lørdag afviklede det nordsjællandske lokalopgør.

Gæsterne må lide under et år i 2. Divisions Vestkreds, så dagens kamp var en sjælden lejlighed til at se de to klubber duellere.

Cheftræner Benny Gall havde foretaget flere ændringer i forhold til sidste lørdags nederlag på Østerbro. Ind var kommet den nye venstre back Matthias Andersen, anfører Kasper Kristensen var tilbage centralt på midtbanen og endelig havde Kevin Schmidt fået chancen fra start.

Hos gæsterne var der gensyn med de to tidligere FC Helsingør-spillere Stelian Trasborg og Hulusi Dolar, mens Dennis Borup sad ude med overbelastningsskade.

Det blev et opgør afviklet i højt tempo og en kamp som begge trænere kunne være tilfredse med.

Gæsterne startede bedst og kom foran da den brandvarme hitman Mads Thomsen scorede efter et kvarters spil. Omkring den halve time fik FC Helsingør udlignet, da de lyseblå udnyttede en fejlpasning i BSV-forsvaret og Jonathan Nielsen kunne følge trop med sin topscorerkollega.

Efter pausen overtog FC Helsingør gradvist spillet på den glimrende sne- og frostfrie bane og Casper Offenberg bragte sundbyen foran med sin fjerde scoring i lige så mange træningskampe.

Selvom FC Helsingør pressede hårdt på til sidst, var det gæsterne der trak det længste strå, da indskiftede Tobias Toftesgaard pandede bolden i nettet godt et kvarter før tid.

FC Helsingør – BSV
2-2 (1-1). Tilskuere: 100
14.: 0-1 Mads Thomsen
31.: 1-1 Jonathan Nielsen
54.: 2-1 Casper Offenberg
76.: 2-2 Tobias Toftesgaard