AB – FC Helsingør 1-2

2. Division, 8. august 2025 på Gladsaxe Stadion

Tobias Augustinus-Jensen jubler efter scoringen til 0-2 under kampen mellem AB og FC Helsingør den 8. august 2025 på Gladsaxe Stadion. Foto: Andreas Birkebæk.

To scoringer af Tobias Augustinus-Jensen, efter kæmpe bommerter af AB-forsvaret, gav FC Helsingør en overraskende og vigtig sejr over oprykningsfavoritterne i Gladsaxe.

Efter en svag åbning på sæsonen, var der næppe mange der havde troet, at FC Helsingør kunne hente tre point i Gladsaxe denne fredag aften. Uagtet hjemmeholdet måtte stille op uden skadede Noah Engell, årets profil i 2. division sidste sæson, så har akademikerne oprustet så markant, at de fleste eksperter har dem som sikre oprykkere.

Cheftræner Lluís Planagumà havde valgt stort set samme hold som mødte Lyngby i tirsdagens pokalkamp. Med den ene ændring at Rasmus Sjøholm startede på højrekanten i stedet for Emil Morgan, der var rykket ind på en offensiv midtbaneplads.

Første halvleg blev en rodet affære, hvor ingen af de to hold for alvor fik greb om spillet. Mange fejlafleveringer og en masse dueller betød, at det var meget lidt flydende spil der blev vist før pausen, hvor regnen først væltede ned – inden solen brød igennem!

Et par store chancer blev det dog til. Først til ABs O’Vonte Mullings der kom helt fri, men måtte se FCH-målmand Maksymilian Boruc fortsætte storspillet fra pokalopgøret mod Lyngby. Senere var det så FC Helsingørs Emil Morgan der burde have scoret sæsonens første mål, men han fik afsluttet svagt direkte på AB-målmand Adam Ingi Benediktsson.

Nulløsningen ved pausen var således nogenlunde passende, omend hjemmeholdet nok havde vist lige dét mere der kunne have retfærdiggjort en smal føring. Især FCHs offensiv havde meget svært ved at få lagt et pres og skabt problemer for ABs forsvar.

De problemer skabte AB så for sig selv tidligt i anden halvleg, hvor to kæmpe bommerter gav FCH en overraskende 2-0 føring. Først fik den rutinerede anfører Marc Dal Hende ekspederet bolden lige hen til Tobias Augustinus-Jensen, der smart løftede den i nettet fra kanten af feltet. Sæsonens første mål til de lyseblå og en jubel der understregede lige præcis den forløsning.

Og bare 3 minutter senere kunne der jubles igen. Tobias Augustinus-Jensen var igen på spil, denne gang på venstrekanten, hvor han fik lov at trække ind i feltet. Fra en forholdsvis spids vinkel afsluttede han og lige som man troede, at islandske Adam Ingi Benediktsson havde greb om dén bold, så smuttede den i nettet bag keeperen.

Herefter kastede AB naturligt alt frem og fik også tilspillet sig adskillige store chancer, men passere Boruc kunne de ikke. Istedet var FCH tæt på at øge et par gange, først ved den dobbelte målscorer Tobias Augustinus-Jensen og siden ved indskiftede Rasmus Dupont.

I slutfasen lykkedes det Marc Dal Hende at få reduceret, men tættere på kom AB ikke og efter otte lange tillægsminutter kunne et hårdtarbejdende FCH-hold juble over sæsonens første sejr.

Næste opgave er på fredag, hvor HIK kommer på besøg i Helsingør.

Matchfacts
2. Division, fredag den 8. august 2025 kl. 19 på Gladsaxe Stadion
AB – FC Helsingør
1-2 (0-0). Tilskuere: 804
0-1 Tobias Augustinus-Jensen (51) Assist: Ingen
0-2 Tobias Augustinus-Jensen (54) Assist: Ingen
1-2 Marc Dal Hende (89)

AB (4-4-2): Adam Ingi Benediktsson – Frederik Lindgaard, Noah Ibsen (46.: Jeppe Gertsen), Adrien Koudelka, Marc Dal Hende (Anf) – O’Vonte Mullings, Søren Ilsøe (72.: Tobias Hageltorn), Mikkel Brund, Casper Grening (56.: Steven Bala) – Ægir Jarl Jonásson (56.: Osama Murshed), Marcus Immersen (44.: Jonathan Mathys).
Ikke benyttet: Nicholas Christoffersen (M), Marco Vesterholm, Tobias Damtoft, Noah Poulsen.
Cheftræner: Joey Guðjónsson

FC Helsingør (4-1-2-3): Maksymilian Boruc – Sebastian Slettegaard, Mikkel Knudsen (Anf), Mikka Heller, Mathias Brems – Dimitri Kassekar – Ameth Diouf, Emil Morgan (60.: Rasmus Dupont) – Rasmus Sjøholm (69.: Robert Marcus), Thomas Basbøll (82.: Elias Rørsted Christensen), Tobias Augustinus-Jensen.
Ikke benyttet. Hjalte Petersen (M), Jonas Idris, Daniel Issa Amtrup, Frederik Winding.
Cheftræner: Lluís Planagumà

Advarsler (7): Adrien Koudelka (45), Marc Dal Hende (45), begge AB. Maksymilian Boruc (80), Robert Marcus (81), Mathias Brems (91), Elias Rørsted Christensen (92), Diouf Ameth (94), alle FCH.

Dommer: Kasper Madsen