FC Helsingør – AB 3-3

Træningskamp, 18. Juli 2015 på Pedella Park

Trods en to-måls føring måtte FC Helsingør se en sikker sejr smuldre, da de lyseblå lørdag spillede den sidste træningskamp inden sæsonpremieren i 1. Division. På Pedella Park i Hornbæk udlignede AB til 3-3 på et frispark dybt inde i overtiden og det var nok noget nær det optimale, at akademikerne kunne have fået ud af den ganske underholdende kamp.

Cheftræner Christian Lønstrup startede i en stærk formation, hvor kun Ricki Olsen og Anders Holst havde byttet pladser i forhold til tirsdagens sejr over Nottingham Forest.
– Ricki har ikke fået spillet så meget, på grund af en skade, så han skulle have nogle kilometer i benene. Jeg har været meget tilfreds med Holst, understregede Lønstrup om sin startellever, hvor Mads Aaquist også måtte stå over igen. Han skulle dog være klar til at træne for fuld kraft mandag.

FOOTBALL: André Riel (FC Helsingør) is tackled by David Vaughan (Nottingham Forest) during the pre-season match between FC Helsingør and Nottingham Forest at Helsingør Stadion on July 14, 2015 in Helsingør, Denmark. Photo: Claus Birch / ClausBirch.dk
André Riel var banens bedste da FC Helsingør i generalprøven måtte nøjes med 3-3 mod AB. Foto: ClausBirchDK

FC Helsingør startede opgøret for fuld udblæsning og kom frem til to kæmpe chancer indenfor det første kvarter. Efter godt fem minutter fik FCH frispark i en situation, hvor AB-målmand Jannich Storch skulle være glad for, at det kun var et gult kort han blev præsenteret for. Frisparket tog Ricki Olsen sig af, men måtte se bolden ramme overliggeren.

Også Klaus Lykke havde en fin chance i startfasen, men måtte se Storch levere en mirakelredning på et ellers velplaceret hovedstød.

Det blev dog Lykke, der kom først på måltavlen. Efter et glimrende opspil i højre side, spillede Kasper Enghardt ind til Klaus Lykke, der fladt kunne sparke i nettet mod sin tidligere klub.

Herefter sad FC Helsingør tungt på kampen og det blev fortjent 2-0 inden pausen, da kampens bedste spiller André Riel, afsluttede en hurtig opstilling, hvor Mikkel Knudstrup var næstsidste mand på bolden.

I anden halvleg fik gæsterne reduceret efter noget af et koks i FC Helsingør-forsvaret, hvor indskiftede Frederik Mehder ikke så helt godt ud. Det benyttede prøvespilleren Ekrem Aydemir til at sparke bolden i et tomt mål. Selvsamme Aydemir, som de første uger har trænet med FC Helsingør. Den unge tyrker formåede dog ikke at spille sig til en aftale i sundbyen, såvidt FCHNET erfarer, tilsyneladende på grund af krav om transferbetaling til hans nuværende klub Fenerbache. Han forsøger nu at spille sig til en kontrakt i AB.

Der gik dog kun få minutter, før FC Helsingør igen var foran med to mål mod 2. divisionsholdet. Igen var André Riel afslutteren på en hurtig omstilling i højre side.

Med en del reserver på banen, lykkedes det dog ikke FCH at holde hjem. Nichlas Rohde fik reduceret og i overtiden udlignede Matti Olsen, da han afrettede et frispark fra Martin Nielsen.

Trods tre scoringer i eget net, var Christian Lønstrup fint tilfreds med generalprøven.
– Jeg er ekstremt tilfreds. Vi skaber ihvertfald fem hundredeprocents chancer mere og de fejl der opstår i forsvaret, er på tidspunkter hvor vi har skiftet en del ud. Jeg fik svar på de ting jeg ville og vi sparede nogle kræfter i de sidste 45 minutter, sagde Lønstrup.

Træningskamp
Lørdag d. 18. Juli 2015, kl. 11 på Pedella Park i Hornbæk
FC Helsingør – AB
3-3 (2-0). Tilskuere: 150
1-0 Klaus Lykke (28)
2-0 André Riel (45)
2-1 Ekrem Aydemir (61)
3-1 André Riel (64)
3-2 Nichlas Rohde (69)
3-3 Matti Olsen (92)

FC Helsingør: Mikkel Bruhn (46.: Frederik Mehder) – Kasper Enghardt (Anf), Andreas Holm, Rasmus Minor Petersen (70.: Hulusi Dolar), Mikkel Knudstrup – Ricki Olsen (55.: Mads Danekilde), Klaus Lykke (52.: Anders Holst), Jonas Hebo Rasmussen, Dia Raofat (70.: Mikkel Ketelsen)- André Riel, Martin Koch (64.: Aleksandar Lazarevic).

AB: Jannich Storch (46.: Oliver Haslund) – Jonas Henriksen, Thomas Wiil, Nicolai Høgh, Emil Farver (46.: Morten Heegaard)- Kristian Uth (46.: Matti Olsen, Kasper Kristensen (46.: Oskar Tranberg), Rasmus Hansen (46.: Sian Hansen), Ekrem Aydemir (69.: Kristian Uth) – Nichlas Rohde, Simon Bræmer (46.: Martin Nielsen).