1958 – 61: Trængselstider

HIF satsede på egne talenter, men de største forsvandt og så rykkede holdet den forkerte vej ud af 3. division

Historien er et uddrag af HIF’s Fodboldkrønike. Dette kapitel omhandler perioden fra 1958 til 1961.

HIF’s nyoprykkere måtte forlade 2. Division efter bare én sæson og tilbage i 3. Division kom den stædige tro på egne talenter til at koste dyrt. Ikke mindst fordi et nyt fænomen ramte den lokale fodbold, da den talentfulde back Lothar Genath, som den første HIF’er, blev “fisket” af en københavnsk klub. Da anfører Svend Aage Andersen så også “lagde op” var der intet der kunne redde HIF, der i 1961 rykkede ud igen og dermed forlod 3. Division i den forkerte retning!

Mørke skyer trak sammen i horisonten. Trods oprykningen til 2.Division, og et hold bestående af adskillige ynglinge danmarksmestre, stod det snart klart, at HIF’s divisionshold ville gå en svær 1958 sæson i møde. Holdet talte otte spillere under 22 år, der kun havde rutinerede Svend Aage Andersen at støtte sig til. Jens Theilgaard, der efterhånden var blevet 33 år, var så småt begyndt at trappe ned og ikke en eneste forstærkning kunne man mønstre udefra!

Efter en fornuftig start gik det da også stille og roligt ned ad bakke og det kom næppe som den helt store overraskelse, at Fritz Gotfredsen i sommeren valgte at sige farvel, da hans kontrakt udløb, efter kun ét år på trænerposten. Dermed havde HIF ikke kun mistet en særdeles dygtig træner, men også et myreflittigt og arbejdsomt menneske, der havde skabt ordnede forhold og professionelle rammer omkring HIF’s fodboldspillere.

Glæden var stor i HIF, da man efter ni udekampe i DBUs Landspokalturnering, for første gang trak hjemmebane. Tilmed mod øjeblikkets mest eftertragtede hold Vejle Boldklub, der havde HIFs netop fratrådte træner Fritz Gotfredsen på trænerbænken.

Gotfredsen var således både manden, der med omhu indrettede et veludrustet støvlerum med værktøj til sine spillere og manden, der hundsede rundt med stadioninspektøren, hvis ikke banerne var gode nok! Dét arbejde fortsatte han i stedet i Vejle Boldklub, som han kunne føre til Danmarksmesterskabet bare fem måneder senere. Sit nye hold kunne Gotfredsen tilmed præsentere på Helsingør Stadion samme efterår, idet HIF for første gang siden Landspokalturneringens fødsel i 1954 trak hjemmebane. Og skæbnen ville at netop VB og Gotfredsen skulle blive HIF’s banemænd. Jyderne vandt ubesværet 5-1 i en kamp, hvor Henning Enoksen scorede hattrick, og hvor der noget skuffende kun mødte 2200 tilskuere op i den silende regn!

Den afholdte jydes afløser blev en københavner! Fra Fremad Amager kom den 34-årige Kaj Frandsen, der som spiller opnåede 5 A-landskampe, og desuden havde været professionel i flere italienske klubber. En sympatisk fyr, der imidlertid ikke havde den gennemslagskraft der var nødvendig. Og vende udviklingen i HIF kunne han ikke. Nederlag fulgte nederlag, og årets eneste lyspunkt set fra bunden af 2.Division, var så afgjort den 19-årige målmand Jørgen Jensen. Han debuterede i august, og gav først pladsen fra sig 12 år senere!

Facit blev en sidsteplads, og det kunne der ikke indvendes meget imod. Men det skulle vise sig at blive værre endnu….

Balancegang på nedrykningsstregen
I modsætning til HIF’s sidste dyk fra 2.Division, havde HIF’s ledelse ikke denne gang noget ungarsk mirakel man kunne hive ud af ærmet. Man mente fortsat, at der udelukkende skulle satses på egne talenter og havde visse forventninger til, at holdet kunne stabiliseres, nu da man var kommet en række længere ned. Enkelte regnede ligefrem med at opholdet kun skulle være et-årigt. De var lige ved at få ret, omend retningen var forkert!

Kaj Frandsens førsteholdstrup anno 1959 var således stort set uændret, hvilket betød at man havde overtalt anfører Svend Aage Andersen til at tage endnu en tørn. Det kunne dog ikke forhindre at HIF igen faldt ned i den tunge ende af rækken, hvor mismodet bredte sig. Udtagelseskomiteen med Finn Thorlak i spidsen fik drøje hug i lokalpressen, og spillerne blev beskyldt for ikke at arbejde tilstrækkeligt for sagen. HIF’s ledelse kvitterede med at sige farvel til Kaj Frandsen, og ansatte i stedet den lokale Svend Bøgh, der hidtil kun havde været serietræner. Men tre runder før afslutningen lignede det fortsat en nedrykning for de lokale helte….

På det tidspunkt var der fire points op til redningsplanken – der hed Brande IF. Skæbnen ville imidlertid, at netop midtjyderne var HIF’s modstander og i en veritabel vind-eller-forsvind kamp sikrede HIF med 3-1 sin kun anden hjemmesejr hele året (!). Afstanden var nu to points – med to runder igen. Begge hold tabte i næstsidste runde og på allersidste spilledag lykkedes det så mirakuløst HIF at klare skærene. Efter 5-2 i en formidabel kamp over Aalborg Chang, kunne HIF’erne glædesstrålende omfavne hinanden, da det stod klart at Brande havde tabt til Roskilde. Dermed sluttede begge hold på 13 points – men HIF havde den bedste målscore!

Den lykkelige afslutning betød, at HIF trods alt kunne gå tresserne i møde med en vis optimisme. Efteråret havde givet ynglingelandsholdsspilleren, den kun 17-årige Henning Stilling, en fast plads som højre half, og med forårets komme kunne man endda notere et par folk udefra der kunne ligne forstærkninger. Det var Espergærdes 25-årige centerforward Ib Christensen og Faaborgs innerwing Kjeld Høj. Med indgangen til det nye årti kom HIF dog også til at stifte bekendtskab med et spirende fænomen, der siden skulle gå hen og blive en alvorlig trussel mod klublivet….

Lothar Genath tog i 1960 turen ned ad den nyanlagte Helsingørmotorvej til B.1903 i 1. Division.

Med udbygningen af den offentlige transport og det stigende velværd, der betød at stadig flere danskere havde råd til egen bil, var det efterhånden blevet lettere at vælge en klub udenfor lokalsamfundet. De større klubber i København rettede således blikket nordpå, hvor HIF som Nordsjællands højst placerede klub siden 20’erne, ellers havde ligget og gemt sig – tilpas isoleret fra topklubbernes fiskenet. Første mand på ruten til København, der i mere end én forstand siden er blevet en flersporet motorvej, var den populære højreback Lothar Genath. Han havde været skadet en lang periode, men var et så stort talent, at de fleste mente han ville være kendt af hele fodbold-Danmark, havde han blot ikke spillet i Helsingør.  Det fik den lynhurtige spiller nu lov til at bevise – i 1.Division med B.1903.

Tabet af Genath lagde noget af en dæmper på optimismen i HIF forud for sæsonen 1960, hvor Svend Bøgh’s tropper dog slap noget bedre fra start end året forinden. Temaet skulle nu igen blive kampen i bunden, men halvvejs igennem året kunne man med nogenlunde ro vende blikket mod OL i Rom, og juble over Danmarks fodboldsølv. Da var HIF nemlig 7 points foran nyoprykkede Lendemark, der sammen med fortabte B.1921 indtog dumpepladserne. Afstanden holdt nogenlunde året ud, selvom et 0-4 nederlag hjemme til Lendemark, ganske enkelt fik publikum til at udvandre i protest. Facit blev en 9.plads af de tolv klubber – og dermed levede HIF fortsat!

Skakmat
Sæsonen 1961 blev reelt afgjort allerede før den første bold var sparket. Veteranen Svend Aage Andersen meddelte, at hans tid på divisionsholdet definitivt var forbi – efter 243 førsteholdskampe siden debut’en i foråret 1946! Og da også Henning Stilling bekendtgjorde sit skifte til 1.Divisionsklubben AB, så det for alvor sort ud i HIF-lejren. Eneste nye førsteholdsemne var Espergærde’s 19-årige centerhalf Henning Rasmussen, der imidlertid ikke fik den forventede succes.

Allerede tidligt på foråret stod det således klart, at HIF denne gang stod overfor en næsten umulig opgave i 3.Division, og situationen blev ikke ligefrem lettere af, at venstrewingen Jørgen Nielsen var ude med en skade det meste af foråret. En skuffet træner Svend Bøgh mente ikke at spillerne gav sig nok for holdet, og meddelte at han stoppede med årets udgang. Så langt nåede han dog ikke engang! Den 8. oktober lå HIF alene på sidstepladsen, efter et 3-7 nederlag til Aalborg Chang, og yderligere to nederlag senere reagerede HIF’s ledelse…

HIFs højre wing Ole Backe (i midten) må se en chance reddet af målmanden i hjemmekampen mod Vanløse i 1960.

Den første november blev Bøgh fjernet fra posten, og erstattet af Fredensborg-træneren Poul Andersen. Andersen skulle egentlig først have tiltrådt efter nytår, men indvilligede i et desperat redningsforsøg. Hans tiltræden kom imidlertid to dage for sent! Da havde HIF nemlig tabt bundopgøret i Lyngby og var i realiteten ude af rækken. Dermed hjalp det ikke, at HIF vandt 1-0 foran 3000 tilskuere i Roskilde på et mål af Kurt Nielsen i de døende sekunder og igen 1-0 i sidste runde over Kolding IF. HIF og Roskilde sluttede á point omkring nedrykningsstregen, men denne gang var marginalerne og målkvotienten ikke på HIF’s side. Nedrykningen fra 3.Division var en kendsgerning og fodbolden i Helsingør var godt på vej til at blive sat skakmat!

På forunderlig vis havde Poul Andersens ankomst dog indgydet en tro på at fremgangen lå lige om hjørnet. Udover de to sejre i 3. Division, havde de to øvrige kampe under ham nemlig også givet fuldt udbytte. Det betød at HIF sensationelt eliminerede både Frederikshavn fra 1.Division og Ikast fra 2.Division i årets Landspokalturnering, og dermed var klar til forårets kvartfinaler – for første gang i klubbens historie….

Skulle man græde eller juble ?