Helsingør Stadion har lagt græs til flere spændende opvisningskampe. Programmerne har du her…..

Savner du de seneste års store kampe, f.eks. mødet mellem FC Helsingør og Crystal Palace i sommeren 2018? Det gør jeg også! Men der blev desværre ikke lavet program til disse kampe.

Har du et program fra andre kampe end disse, så låner jeg det gerne til kopiering eller indscanning.

Elite 3000 – Brøndby IF, 16. juni 2010
Der blev kræset for programmet da Brøndby IF kom på besøg og “betalte af” på deres ansættelse af Elite 3000-træner Bjarne Jensen tre måneder tiligere. Claus Birch gæsteoptrådte som redaktør med Alexander Mosevang Christensen som hjælpende hånd, og havde fået frie hænder til et 12 siders magasin i fuld farve. Formand Finn Moseholm bød velkommen og såvel træner Benny Gall som anfører Jeppe Christiansen havde spændende indlæg. Dertil naturligvis præsentation af de to spillertrupper samt lidt fodboldhistorie anno 1988, dengang Helsingør IF og Brøndby indgik danmarkshistoriens første tætte fodboldsamarbejde. Prisen var 20,-.

Scandlines Invitation, 22. – 28. juni 2008
Stor international turnering der blev afviklet med kampe på begge sider af Øresund, hvor både Olympia i Helsingborg og Helsingør Stadion lagde græstæppe til. De gæstende klubber var UEFA Cup vinderne fra Zenit Saint Petersborg, samt FC Nordsjælland og FC København. Derudover deltog Helsingborgs IF og Elite 3000 Helsingør. Redaktør for kampprogrammet var Michael Sørensen. Det var på 20 sider i fuld farve.

Fodboldfestival på Helsingør Stadion, 16. – 21. juli 2005
Elite 3000 Helsingør fik en fornem debut, da det nystiftede hold tog imod Wigan Athetic – netop nyoprykket til Premier League. Som en del af “festivalen” spillede FC København mod franske Stade Rennais FC. Programmet var på 16 sider i fuld farve, redigeret af Anne Krogh.

Helsingør IF – Ipswich Town, 20. juli 2003
Der blev ikke sparet på programmet, da Ipswich Town stillede op på Helsingør Stadion. Programmet var på 16 sider – farver hele vejen. Portrætter af de to klubber, deres managers samt bedste spillere. Desuden et par interessante indlæg fra HIF-manager Flemming Pedersen og formand Kim Pedersen. Alle artikler var på både dansk og engelsk. Redaktør var Claus Birch, prisen 20,- kroner.

FC København – Sheffield Wednesday, 16. juli 2002
Der var penge i kassen og en interessant fodboldkamp i vente, da HIF havde inviteret FC København og Sheffield Wednesday til byen. Programmet var i fuld farve, A5-format og på 16 sider. På både dansk og engelsk blev de to klubber og deres spillere præsenteret – der var desuden en lille hyggelig historie om HIF. Redaktør var Claus Birch, prisen 20,- kroner.

Helsingør IF – HIF Allstars 1985-90, 21. maj 2002
HIF-legende Jan Blomsterberg og tidligere fodbolddirektør Erik Skjoldelev – begge nu i RealMæglerne – stod bag denne kamp, hvor HIF-stjerne fra perioden med Ole Mørch dystede mod dagens HIF-hold. Ole Mørchs hold var forstærket med selveste Brian Laudrup, og kampens overskud gik lige i klubkassen. Programmet (i sort/hvid) var på 12 sider, med portrætter af 24 af kampens aktører. Pris var 10,- kroner og redaktør Claus Birch.

Helsingør IF – Lyngby FC, 2. september 1999
HIFs 100 års jubilæum blev fejret med en opvisningskamp mod Lyngby FC, med de tidligere HIF’ere Stefan Bidstrup og Mads Junker på holdet. Programmet var på 24 sider i bladformat, med omslag i farver. Foruden præsentation af dagens superliga-gæster var det nyt fra HIF, portrætter samt et historisk indslag. Prisen var 10,- kroner og redaktør Claus Birch.

Helsingør IF – Brøndby IF, 26. juli 1988
Det nyetablerede samarbejde med Brøndby blev markeret med en venskabskamp på Helsingør Stadion, hvor gæsterne stillede med det komplette førstehold. Programmet var på 28 sider, med stort portræt af dagens gæster, træner Ebbe Skovdahl, anfører Lars Olsen samt lidt nyt fra HIF. Omslag i farver, format A5. Redaktør var Claus Birch og prisen var 5,- kroner.

HIF Veteraner – Bronzeholdet, 28. juni 1967
Det berømte bronzehold fra 1948 stillede op på Helsingør Stadion, spækket med legendariske navne som Eigil Nielsen, Knud Bastrup Birk, Axel Piilmark, Karl Aage Hansen, Knud Lundberg, Carl Aage Præst m.fl. Programmet var på 4 sider i A5 format, trykt på blåt papir, med de to holdopstillinger på midtersiderne. Ellers kun annoncer.