HIF var ved at få ry for at leve af andre klubbers spillere, i en årrække hvor den handlekraftige fodboldformand Axel Stub-Nielsen sørgede for at skaffe arbejde på værftet eller gummifabrikken. Selv mente “Stubben” absolut ikke, at han fiskede spillere…. og lige lidt hjalp det. Efter flere år som midterhold i den næstbedste række, måtte HIF gå den tunge gang ned i 3. Division i sommeren 1952.
Matchkomiteen var i modvind!. Jubilæumsfestlighederne til trods, var det ikke just feststemningen der prægede fodboldformand Georg Frandsen og de fire øvrige medlemmer i det lille udvalg, da HIF’s bedste fodboldspillere i foråret 1949 havde taget hul på anden halvdel af 2.Division.
Nærmest sensationelt havde HIF tilbragt vinteren på en 1.plads i rækken, og dermed budt jubilæumsåret velkommen med den bedste placering siden krigen. Ganske vist delt med AaB, men det havde alligevel skruet forventningerne helt i top blandt byens fodboldentusiaster. Nu endte det i stedet med seks nederlag i ni kampe, og byens tre dagblade uddelte drøje hug til Matchkomiteen, der ikke havde udpræget succes med sine holdsammensætninger.
I stedet for et comeback til den 1.Division man senest havde spillet i 12 år forinden, måtte man tage til takke med en beskeden 6.plads. Og halvvejs gennem 50 års jubilæet kunne man således i sommeren 1949 konstatere, at den forgange sæson blev præcis som de forrige…
Levede højt på andre klubbers spillere
De fire sæsoner der var blevet afviklet siden Danmarksturneringen blev genoptaget efter krigen, havde nemlig bragt lutter midterplaceringer i den 10 hold store 2.Division. Og rundt omkring blev HIF da også betragtet som midterholdet der var fast inventar i rækken!
Nu skulle man som provinshold imidlertid heller ikke forlange meget mere i disse år. Som det var tilfældet både før og under krigen, blev efterkrigsårene præget af hovedstadsklubberne, der satte sig på Danmarksmesterskabet de første ni sæsoner. Og på landsholdet havde det legendariske OL-hold i 1948 kun én provinsspiller i sin stærkeste opstilling.
Med seks – syv københavnerklubber konstant i 1.Division var der således ikke meget at komme efter for provinsens folk den første halve snes år, hvor Sjællands eneste udfordrer var Køge Boldklub. Næstbedst på Sjælland var fortsat HIF, og den position agtede man at forsvare, selvom også Næstved var begyndt at røre på sig. Men omkostningerne skulle vise sig at blive store….
Ude omkring havde HIF’erne nemlig efterhånden fået et særligt ry – som Aalborg Stiftstidende beskrev det forud for et opgør mod Chang: »Helsingør er ellers ved at faa Ry for at leve højt paa Spillere fra andre Byer. Ikke mindre end fire nye Navne er hentet til Kronborgbyen i den seneste Tid. Og naar man nu tænker paa Helsingørspillere som Knud Jensen, Næstved og Køge, Bjarne Hauger, B.1908, Jan Rungholm, AB, Leif Pedersen, KB og Juul Jensen, Hillerød, begynder Helsingør at minde lidt om Vejen i Margarinefabrikkens storhedstid«.
Sandt og sige var der nu heller ikke mange spillere af egen avl på datidens mandskab. Udover de allerede nævnte, kom målmand Kai Colberg fra Bornholm, Helge Holmsgaard fra Brædstrup, backen Knud W. Petersen fra B.93 og Richo Andersen fra Næstved.
“Stubben” skaffede arbejde
Mange af disse spillere blev hentet til byen med et løfte om arbejde, hovedsageligt på værftet eller gummifabrikken Tretorn. En ikke usædvanlig måde at hverve spillere på, omend det absolut ikke var i overensstemmelse med amatørreglerne, der forbød enhver form for »fiskeri«. Det var imidlertid ofte temmelig svært at bevise, om spillerne flyttede til byen for at få arbejde, og dernæst meldte sig i den lokale idrætsforening – eller om det forholdt sig omvendt.
I mange andre klubber spillede byens store arbejdspladser lignende roller, som f.eks. margarinefabrikken i Vejen eller gummifabrikken i Køge. Efter en kamp mod B.1901 på Falster, mente den lokale avis dog at »Helsingørs Hold – hvis fleste Spillere er Skibsværftsarbejdere – undertiden spillede lovlig haardt«.
Paradoksalt var det naturligvis, at DBU greb ind med jernhånd, hvis de strenge amatørregler blev brudt. Allerede i efteråret 1945 havde unionen været efter HIF i forbindelse med Richo Andersens klubskifte fra Næstved, hvilket betød at det tog næsten ét år før HIF fik tilladelse til at benytte ham!
Helt galt gik det dog de spillere der skrev professionelle kontrakter i udlandet. De kunne aldrig vende tilbage til dansk fodbold, ikke engang på et seriehold. Den ene sag fulgte den anden, og først hen imod midten af 50’ene var der en opblødning på vej. Men det holdt hårdt og kostede også HIF den såkaldte »Helsingør-sag« i starten af halvtredserne. Dén kommer vi tilbage til!
Især ét navn trænger sig på, i forbindelse med de mange klubskifter der umiddelbart kom HIF til gode i årene omkring besættelsen – Axel Stub-Nielsen. Han var manden bag HIF fodbold i adskillige år, og fik som formand i fodboldafdelingen og senere hovedformand sat et solidt aftryk i HIF’s historie. Til trods for at tiden efter befrielsen var hård, med knaphed på mange ting, stod han bag indførelsen af de årlige sommerture for divisionsholdet, der gik til Sverige, Norge eller Tyskland. Og typisk for den initiativrige HIF’er, så sørgede han hver gang for at invitere såkaldte gæstespillere med. Det var ikke så få af dem, der senere skiftede til HIF…
Hans ord og handlinger var således ikke lige populære i alle kredse, og han kunne være inderligt provokerende, som for eksempel i et interview med Idrætsbladet:
»Stub, er det rigtigt, at du er slem til at gaa og fiske fremmede klubbers spillere?«
»Sniksnak. Jeg ser saadan paa det, at andre mennesker ogsaa burde opleve den lykke, det er at bo i Helsingør. Og videre, at det er en simpel livets lov, at manden med de store evner fra den lille klub gaar i den store, hvor hans evner kan udvikles. Derfor har han altid været velkommen i Helsingør.«
Generationsskiftet der fejlede
Spillerne udefra satte i høj grad deres præg på HIF’s divisionshold, men det voldte også stigende bekymring at man fik sværere og sværere ved at supplere holdet med nye kvalificerede kræfter fra ungdomsafdelingen.
Den fare havde man tilsyneladende luret i HIF’s ledelse, der høstede stor anerkendelse ved ansættelsen af den erfarne DBU-instruktør Svend Petersen som træner. Den tidligere B.93-spiller havde overtaget holdet i efteråret 48, da HIF blev tvunget til at skille sig af med den kendte – men noget ustabile – tidligere landsholdsspiller Kaj Uhldaler efter blot tre kampe!. Men lige lidt hjalp det.
De følgende to sæsoner – 1949/50 og 1950/51 – gav igen midterplaceringer i 2.Division, men hvad værre var, så kunne tilgangen af egne spillere tælles på én hånd, i skikkelse af innerwingen Kaj Jensen og venstrewing Jørgen Nielsen. Andre nye navne var Frederikshavns centerhalf Poul Larsen, der aldrig blev kaldt andet end »Søren«, og Lendemarks innerwing Keld Andersen. Opveje tabet af erfarne spillere som Kaj Colberg, Svend Johansen, Juul Jensen, Villy Jensen og Jan Rungholm – der alle »lagde op« – kunne de imidlertid ikke. Og året efter gik det så galt…..
En forsmag på problemerne i 1951/52 fik man allerede før sæsonen overhovedet kom i gang. HIF havde nemlig – som flere gange før – spillet sig frem til finalen i SBU’s pokalturnering, og dén kamp stod i Korsør mod det lokale seriehold. Resultatet blev ikke mindre end 5-1 til hjemmeholdet, og selvom HIF’erne på sin vis var undskyldt, så skulle resten af sæsonen ikke blevet meget bedre.
Til HIF’ernes undskyldning tæller at holdet dagen før var vendt hjem fra et 14 dages træningsophold i det sønderbombede Tyskland, som HIF var et af de første dansk hold til at besøge efter krigen. Den tur var blevet afsluttet med et besøg på Reperbahn i Sct.Pauli til klokken fire om morgenen, hvorefter man startede hjemturen med bus!
På trænerposten havde Kjeld Drewes fra B.1903 afløst Svend Petersen, og han måtte konstatere at der ikke var en eneste spiller at forstærke holdet med. Efteråret gav kun fire points, og selvom man startede forårstræningen ekstraordinært tidligt, så anede de fleste hvor det bar henad. Allerede inden årets sidste kamp – St.Bededag mod Horsens – stod det da også klart, at dét var HIF’s sidste optræden i 2.Division i denne omgang.
Matchkomiteen sad dog ikke med hænderne i skødet. Allerede få dage efter nedrykningen gik man i gang med genopbygningen af et nyt hold – og i juni 1952 kunne man så meddele, at der til efteråret var skrevet trænerkontrakt med den tidligere ungarske landsholdsspiller Julius Kalocsa.
En minderig epoke i HIF’s historie kunne begynde…..
