Rishøj Boldklub – FC Helsingør 3-4

2. Division Øst, 3. november 2012 på Rishøj Stadion

– Der venter en sindssyg svær kamp i Rishøj på lørdag!
Således faldt ordene efter sidste weekends sejr over topholdet Hvidovre og cheftræner Benny Gall gjorde sig dermed ingen illusioner om en walkover på det lille stadion i Køge. Godt klemt inde mellem S-banen og Sydmotorvejen, er det ikke idyllen der præger det lille anlæg. Det gælder både placeringen og hjemmeholdets spillestil, der bestemt ikke er for små typer i ballerinasko.

Dermed blev opgøret præcis så svært som forventet og FC Helsingør-spillerne måtte finde nye kvalifikationer frem fra værktøjskassen. At det i sidste ende blev til endnu tre point på kontoen, kan i høj grad tilskrives en fænomenal teamspirit og never-say-die attitude, som må have givet trænerteamet antydningen af smilerynker undervejs.

De skulle imidlertid en hel del igennem, sammen med de mange Helsingør-fans, der havde taget turen ned ad E47. Det lignede undervejs en rygende ruinhob, efter nogle forsvarskoks som vi bestemt ikke har set lige i dette efterår. Men det endte som et prinsesseslot med fire flotte tårne, der kom til at funkle endnu mere i løbet af søndagen, hvor Næstved tabte i Roskilde og lod FC Helsingør smutte op på rækkens 2. plads.

I forhold til sidste uges meriterende sejr over Hvidovre, havde cheftræneren kun foretaget en enkelt ændring. Anders Holst var tilbage i startelleveren i en kantrolle, der sendte Daniel Udsen frem i forreste linie på bekostning af Frederik Frick. På midtbanen lå igen en pulserende motor bestående af Kasper Kristensen og Jonas Kallehauge, der centralt sørgede for at tage første bølge når hjemmeholdet kæmpede sig frem ad banen.

Det var FC Helsingør der kom bedst fra start og indenfor de første fem minutter havde tilkæmpet sig to hjørnespark. Men som et lyn fra den klare efterårshimmel kom Rishøj foran få minutter efter. Anfører Dennis Schmidt tog chancen udefra, keeper Mads Hamberg kom for sent ned til skuddet, der via stolpen sprang i nettet og leverede en kold skylle til gæsterne.

Målet så dog ikke ud til, at tage troen fra FC Helsingør, hvor Anders Holst et par minutter efter serverede en fin bold til Jonas Kallehauge. I det hele taget kom de orange-klædte godt igennem på fløjen, hvor det dog var venstre side der skal have størst roser for indsatsen. Kallehauge fik efter et kvarter spillet Jonathan Nielsen fri til en stor chance, der dog blev afblæst i en offside.

Det kunne være blevet 2-0 efter 18 minutter hvor Rishøjs Morten Christensen pludselig fik frit løb i deres højre side. Mads Hamberg kom ud, men fik ikke fat i bolden, der kunne være endt i nettet hvis hjemmeholdet havde været mere kyniske. Nu slap Helsingør-keeperen med skrækken, men mon ikke han har rygrad nok til at indrømme, at det ikke var hans bedste dag på kontoret denne lørdag ved Køge Bugt.

Tre minutter senere stod det så 1-1. Peter Benjaminsen trak ind i feltet fra højre, bagom Mathias Kjelde og afsluttede flot med venstrebenet bag Steffen Fasting i Rishøj-målet.

Gennem hele perioden var det ganske tydeligt, at hjemmeholdet forsøgte at lokke helsingoranerne frem på banen, for at lukrere på hurtige omstillinger. Det lykkedes kun delvist, da de orange fik afvist det meste inden det resulterede i deciderede målchancer.

Efter 39 minutter vendte opgøret så igen på måltavlen. Rishøjs Morten Avnskjold sendte Peter Benjaminsen i græsset og indkasserede et gult for for den ulejlighed. Daniel Udsen sørgede dog for, at straffen blev endnu hårdere, da han hamrede frisparket direkte i nettet, helt ude ved stolpen til højre for en paralyseret Steffen Fasting.

Det burde naturligvis have været nok til en pauseføring, men sådan gik det ikke. Morten Juul Hansen kom for sent med en tackling på den fremstormende back Malthe Meier Carlsen og så dømte Benjamin Willaume-Jantzen smilende men bestemt straffespark. Det udnyttede Dennis Schmidt til at blive dobbelt målscorer og sørge for 2-2 ved halvleg.

Man havde lidt fornemmelsen af, at det ikke var en umulig opgave for FC Helsingør at score et sejrsmål i de sidste 45 minutter. Men opgaven blev pludselig meget større, da Morten Avnskjold uden varsel fyrede af fra distancen og kunne se bolden stryge under Mads Hamberg til en chokerende 3-2 føring efter bare ét minuts spil.

Heldigvis for gæsterne fik Jonathan Nielsen hurtigt sørget for status quo, da han slap fri midt for mål og udplacerede Rishøj-keeperen. Og godt ti minutter senere vendte kampen så igen. Samuel Agba tog et af sine gode løb på kanten og kunne se sin aflevering blev snittet i mål af Peter Benjaminsen.

Derved blev det i den målrige kamp, hvor begge keepere dog må tage noget af skylden på deres kapper. Der var i sandhed ikke mange flere chancer, end dem der blev scoret på. Og skal man være helt ærligt, så blev der også mål ud af situationer, der reelt ikke var en målchance!

Det var ikke altid lige kønt, det der blev præsteret, hvilket FC Helsingørs dobbelte målscorer Peter Benjaminsen var den første til at indrømme:
– Det var en smal og ujævn bane, hvor bolden hoppede sjovt. Det gav en masse tilfældigheder og nogle gange, hvor man sparkede forbi bolden. Men jeg synes det var fortjent at vi vandt og dejligt, at vi også kan hente 3 point når det ikke lige var vores bedste dag.

Cheftræner Benny Gall var også ganske godt tilfreds, i hvertfald med de første 70 minutter:
– Stor kredit til samtlige spillere, for at blive ved med at vise mod og tro på det, selvom vi er bagud. Når man tager alt i betragtning, banen, modstanderen, så synes jeg, vi løser opgaven ganske godt i 65 – 70 minutter.

– Jeg synes det bliver lidt for krampagtigt og panisk til sidst, hvor jeg gerne havde set, at vi holdt lidt bedre fast i bolden. Det er noget af det, vi kan tage med og arbejde videre på. Vi skal være mere rolige, når vi bliver presset.

Benny Gall erkendte, at et par store personlige fejl var ved at koste dyrt denne lørdag:
– Mads laver to fejl i dag og “Gummi” begår et straffespark, som han plejer at være for rutineret til at lave. Hvis du trækker det fra, så har Rishøj nærmest ingen chancer. Men Mads får en skidt start, har ikke meget at lave i første halvleg og så sker det igen lige efter pausen. Når det er sagt, så skal vi ikke glemme, at Mads også er på plads og får bokset væk i slutfasen, hvor det brænder lidt på.