Mark Leth forlader FC Helsingør

Kontrakt ophævet halvandet år før tid

Der har været lidt for meget opvarmning for Mark Leth Pedersen og for få minutter på banen. Derfor er kantspilleren og FC Helsingør nu blevet enige om at ophæve kontrakten. Foto: Claus Birch

Den 28-årige offensivspiller Mark Leth Pedersen har fået ophævet sin kontrakt med FC Helsingør. Det sker i erkendelse af, at der er langt til spilletid for Mark Leth, der dermed kun fik et halvt år i FCH-trøjen.

FAKTA
Mark Leth Pedersen (f. 17.08.1989)
Position: Kant
Klubber: Fløng, Greve IF, Brøndby IF, HB Køge, FC Vestsjælland, Landskrona BOIS, Brønshøj Boldklub, Næstved Boldklub, FC Roskilde, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 4 / 0
Landskampe: Danmark U16 (2 kp), U17 (13 kp), U18 (4 kp), U19 (6 kp) i perioden 2005-08.

– Mark har en alder, hvor han har ønske om at spille mere regelmæssigt og spille en større rolle, end vi har kunnet tilbyde ham i FC Helsingør. Han har været god at have i truppen og er både en humørspreder og en god fodboldspiller, så vi har ikke haft en finger at sætte på hans indsats. Men Mark havde svært ved at bide sig fast på holdet, så efter vi har snakket lidt frem og tilbage, er vi blevet enige om, at skilles i god ro og orden og vi ønsker Mark alt held og lykke i sin videre karriere, siger direktør Janus Kyhl om afskeden.

Mark Leth Pedersen nåede fire kampe for FC Helsingør, heraf de tre i Alka Superligaen.

Kantspilleren kom til FC Helsingør i sommer fra FC Roskilde og havde egentlig en to-årig kontrakt til sommeren 2019.

GemGem