Mark Leth Pedersen får to år i FCH

Kantspiller skal tilføje rutine til Superligatruppen

Direktør Janus Kyhl og Mark Leth Pedersen har signeret en to-årig kontrakt. Foto: FC Helsingør.

FC Helsingør har i dag tilføjet endnu en spiller til superligatruppen. Den 27-årige kantspiller Mark Leth Pedersen har signeret en to-årig kontrakt, efter en prøvetræningsperiode i løbet af sommeren.

FAKTA
Mark Leth Pedersen (f. 17.08.1989)
Position: Kant
Klubber: Fløng, Greve IF, Brøndby IF, HB Køge, FC Vestsjælland, Landskrona BOIS, Brønshøj Boldklub, Næstved Boldklub, FC Roskilde, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Landskampe: Danmark U16 (2 kp), U17 (13 kp), U18 (4 kp), U19 (6 kp) i perioden 2005-08.
Kontrakt til: 30.06.2019

Mark Leth Pedersen havde i juni kontraktudløb hos FC Roskilde, hvor han har spillet de sidste tre sæsoner.

Om det nye islæt til truppen siger direktør Janus Kyhl:
– Mark har været i en del forskellige klubber og har prøvet lidt af hvert. Vi har en meget ung trup, så det er en stor bonus at få en spiller ind med nogle oplevelser i bagagen, som kan bidrage med erfaring både i kampene og i omklædningsrummet.
Derudover kan Mark også give os nogle andre strenge at spille på i offensiven, da han er en lidt anden type end de kantspillere vi har i forvejen. Han kan også spille i angrebet, hvis vi vil have en anden slags spiller på toppen.

Den nye FCH-spiller er både glad og overrasket over klubskiftet, da han i første omgang var blevet vejet for let i sundbyen og egentlig havde indstillet sig på, at fortsætte i NordicBet Ligaen.
– Jeg havde bestemt ikke regnet med det, men jeg fik gjort et godt indtryk deroppe. Jeg kom hjem fra ferie, og dagen efter tog jeg op og trænede med to gange. Der var en hel masse spillere på prøve, og jeg fik faktisk at vide, at der ikke var plads til mig, fordi der var så mange. Men vi holdt kontakten ved lige, og de har så senere fundet ud af, at de måske lige var en tand for hurtige på aftrækkeren, så det endte med, at vi fik lavet en aftale, og det er jeg selvfølgelig meget glad for, siger Mark Leth Pedersen til bold.dk.

Den tidligere ungdomslandsholdsspiller har tidligere optrådt i Superligaen. Tilbage i foråret 2010 spillede han 12 kampe og scorede et enkelt mål for HB Køge, hvortil han var udlejet fra Brøndby IF.