Lucas Larsen vender hjem til Eskilsminne

Den svenske midtstopper er sommerens femte afgang

Lucas Larsen under debutkampen i NordicBet Ligaen mellem FC Helsingør og HB Køge den 23. februar 2024 på Helsingør Stadion. Nu vender svenskeren hjem til Eskilsminne. Foto: Claus Birch

FC Helsingør har sagt farvel til midtstopperen Lucas Larsen, der fortsætter karrieren i Eskilsminne IF. Den 22-årige svensker er dermed tilbage i klubben som han forlod for halvandet år siden.

Den svenske klub har netop præsenteret forsvarsspilleren, der beskrives som en af holdets bedste, da han tilbragte sæsonen 2023 hos de gulblusede ind skiftet til FC Helsingør i januar 2024.

Den 192 cm høje stopper havde oprindelig kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2026, men har givetvis fået lov at skifte transferfrit.

– Jeg følte, at jeg havde brug for at prøve noget andet, og valget om at vende tilbage til Eskils var ikke svært. Jeg havde det rigtig godt i det år, jeg spillede der, og så bor jeg i Helsingborg nu, siger Lucas Larsen til klubbens hjemmeside.

I søgelyset hos AaB
Forsvarsspilleren kom til Malmö FF som bare 8-årig og fortsatte i Helsingborgs IF da han var 15 år. Efter korte ophold i AFC Eskilstuna og Ängelholms FF – samt 3 kampe på det svenske U16 landshold – kom han i januar 2023 til Eskilsminne IF, hvor han med næsten fuld spilletid i samtlige kampe, var stærkt medvirkende til oprykkernes flotte fjerdeplads i Ettan Södra. Det bragte ham blandt andet i søgelyset hos AaB, men valget faldt på FC Helsingør og daværende cheftræner Álvaro Santos som han kendte fra tidligere.

Lucas Larsen har i Helsingør-tiden været plaget af en lyskeskade og med afgangen til Eskilsminne nåede Lucas Larsen 24 kampe i FCH-trøjen. Han var ikke med i truppen til sommerens første testkamp mod Brønshøj.

Svenskeren er den femte spiller der har forladt FC Helsingør i juli, hvor Ander Iruarrizaga, Rubén Molina Selva “Nani”, Mathias Christensen og Hjalte Lærke alle har sagt farvel.