FCH tester ung Esbjerg-spiller

Midtbanetalentet Jonas G. Hansen til prøvetræning igen

Når FCHs spillere på mandag starter træningen til den kommende sæson, vil det blive med den 19-årige Jonas G. Hansen fra Esbjerg fB blandt de nye ansigter. Den unge esbjergenser var også til prøvetræning i Helsingør i vinter, men får altså nu muligheden igen, skriver Superliga-klubben på deres hjemmeside.

Midtbanespilleren kom til Esbjerg fB fra Tarp IF og blev for et år siden rykket op i vestjydernes Superligatrup. Her har han dog haft svært ved at tilkæmpe sig en plads i startopstillingen og er kun noteret for 1 kamp – og 1 mål – i en pokalkamp mod Aalborg Chang. Derfor var han i foråret udlejet til Varde IF i 2. Division Vest, hvor han iøvrigt spillede sammen med den tidligere FC Helsingør-angriber Morten Smidt.

Jonas G. Hansen og Esbjerg fB er nu blevet enige om at ophæve samarbejdet et år før den oprindelige aftale udløber.

– Efter at have været udlejet i et halvt år, skal han nu et sted hen, hvor han kan få noget spilletid, og det er der ikke udsigt til i EfB. Derfor er vi blevet enige om at ophæve samarbejdet, så ”Hansi” nemmere kan finde en ny klub. Vi takker ham for hans tid i EfB og ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger ungdomselitechef Niels Erik Søndergård.

Jonas G. Hansen betegnes som en typisk “8’er”, der arbejder mellem felterne, med en god boldomgang og godt blik for spillet.