FCH siger farvel til firkløver

Bobby Alm Nilsson, Faton Trstena, Jesper Meyer og Tobias Nilsson takker af

FC Helsingør meddelte i dag, at klubben ikke forlænger aftalerne med den svenske duo Bobby Alm Nilsson og Faton Trstena, samt de to unge talenter Jesper Meyer og Tobias Nilsson.

Helt overraskende kan det næppe siges at være, set i lyset af den sidste uges aktiviteter på transfermarkedet og den spilletid de fire har opnået i den forgangne sæson.

FODBOLD: Bobby Alm Nilsson (FC Helsingør) header væk over Tobias Hansen (Fremad A) under kampen i 2. Division Øst mellem Fremad Amager og FC Helsingør den 20. juni 2015 i Sundby Idrætspark. Foto: Claus Birch
Bobby Alm Nilsson når højere end Fremad Amagers Tobias Hansen i forårets sidste kamp. Det blev også den sidste i FCH-trøjen for den 33-årige svenske forsvarsspiller, der ikke får sin aftale med FCH forlænget. Foto: ClausBirchDK.

Allerede sidste sommer var Bobby Alm Nilsson annonceret på vej væk, men blev alligevel tilbudt en ny 1-årig amatøraftale. Den udnyttede han til at sikre sig en stamplads i opstillingen, som partner med Andreas Holm i det centrale forsvar hele efteråret, hvor han var i startelleveren i samtlige kampe. I foråret har billedet til gengæld været mere dystert for den 33-årige svensker, der først i de sidste kampe var tilbage i startopstillingen på grund af småskader i truppen.

Midtstopperen kom til FC Helsingør fra Ramlösa Södra i marts 2013 og har siden da været en populær profil, både på og udenfor banen og opnået 67 kampe på klubbens bedste hold. Med ankomsten af Rasmus Minor Petersen fra Lyngby samt pres fra unge Mads Danekilde, lå det i kortene at Bobby Alm Nilsson ville være et stykke fra spilletid i 1. Division.

FODBOLD: Faton Trstena (FC Helsingør) ærgrer sig under kampen i 2. Division Øst mellem Fremad Amager og FC Helsingør den 20. juni 2015 i Sundby Idrætspark. Foto: Claus Birch
Sådan har situationen været lidt for ofte for Faton Trstena, der ikke fik scoret i sine 10 divisionskampe dette forår. Nu må den 21-årige svensker videre i karrieren.  Foto: ClausBirchDK.

Det samme kan siges om 21-årige Faton Trstena, der I vinterpausen kom fra norske Nybergsund. Den svenske angriber nettede flittigt i træningskampene, men har ikke vist sig som FCHs offensive løsning i de divisionskampe han har fået. Den sympatiske forward har arbejdet hårdt, men brændt de chancer, der altså endte med også at koste ham en ny aftale. Ialt 10 kampe blev det til, heraf blot én fra start og ingen mål fra den unge svensker.

Også to af klubbens egne unge talenter har fået silkesnoren. Hverken Tobias Nilsson eller Jesper Meyer har fået meget spilletid på FCHs bedste hold efter oprykningen fra U19-holdet sidste sommer og har mest optrådt for moderklubben Hornbæk IF i Serie 1. Deres sidste FCH-optræden var således i august sidste år i pokalkampen mod Fremad Amager. I samråd med trænerteamet vil de blive hjulpet videre til at få nogle kampe i benene på et lidt lavere niveau end 1. Division. Fredensborg BI i Danmarksserien skulle således havde meldt deres interesse i duoen, mens Jesper Meyer også overvejer Helsinge SI, der spiler i Sjællandsserien.

FODBOLD: Reserven Jesper Meyer (FC Helsingør) varmer op under kampen i 2. Division Øst mellem B.1908 og FC Helsingør den 15. november 2014 i Sundby Idrætspark. Foto: Claus Birch
For meget opvarmning og for lidt spilletid. Sådan har det været det sidste år for Jesper Meyer (billedet) og Tobias Nilsson, der nu skal have kampe i benene på lavere niveau. Foto: ClausBirchDK.

– Vi takker Bobby, Faton, Tobias og Jesper for en altid seriøs og engageret indsats. De har altid været gode ambassadører for FC Helsingør og udvist stort engagement og masser af vilje, når de har trukket FCH-trøjen over hovedet. Vi ønsker dem alt det bedste for fremtiden, lyder det fra sportschef Johnni Mosevang Christensen.