
FC Helsingør har i dag offentliggjort at Soft2Bet bliver klubbens nye hovedsponsor og samtidig præsenteret de nye spilledragter fra hollandske Robey Sportswear. Men er det de “rigtige” eller midlertidige?
Bettingfirmaerne har de seneste år holdt deres indtog i fodboldverdenen og nu har de også fundet vej til FC Helsingør. Således skal klubben nu spille med logo for CampoBet på hjemmebanetrøjen og med Betinia-logoet på udebanetrøjen. Begge mærker ejes af Soft2Bet, der allerede har markeret sig markant i dansk fodbold henover sommeren.
I juni indgik Soft2Bet et samarbejde med Divisionsforeningen, der betød at 1. division skiftede navn fra NordicBet Ligaen til Betinia Liga mens CampoBet kom til at lægge navn til 2. og 3. division.
FC Helsingør har de senere år haft svært ved at finde en hovedsponsor og har siden sommeren 2022, hvor GardinXperten stoppede, haft forskellige mindre sponsorer på spilletrøjen.
Flere andre klubber har fået Soft2Bet som direkte sponsor denne sommer, bl.a. har Vendsyssel FF og FC Roskilde indgået samme aftale som FCH med skiftende logoer på hjemme- og udebanetrøjerne.
Økonomisk set lægger FC Helsingør ikke skjul på, at det er en god aftale for klubben.
– Aftalen er virkelig god for et sponsorat i 2. division, siger direktør Ion Bilbao til Helsingør Dagblad.
Nye spilledragter
Klubben annoncerede det nye sponsorat på Instagram og Facebook, hvor de nye spilledragter fra hollandske Robey Sportswear også blev præsenteret.
Den lyseblå/hvide tværstribede trøje fortsætter, nu dog med den tvist, at striberne er flossede langs siden og kraven er mere markeret. Udebanetrøjen fortsætter som rød, men nu med sorte bukser.
Om FC Helsingør så spiller i den nye trøje i premierekampen i morgen mod Skive IK, er et åbent spørgsmål. For få dage siden sagde FCH-direktøren til Helsingør Dagblad at trøjerne var forsinket.
– Spilletrøjerne må I glæde jer til at se på fredag. Og så er det ikke engang de “rigtige”, vi kommer til at se i kampen mod Skive. Vores helt eget sæt kommer først i løbet af de næste måneder. Der er noget forsinkelse. Men så er der noget at glæde sig til, lød det fra Ion Bilbao.
Så spørgsmålet er selvfølgelig nu, om dagens præsentation er de “rigtige” eller de midlertidige …… Vi får se!