Angriberen Jonathan “Lålå” Nielsen kan meget vel være på vej tilbage til FC Helsingør. Det skriver Helsingør Dagblad i dag, hvor såvel spilleren som FCH bekræfter forhandlingerne.
Jonathan Nielsen blev efter 25 scoringer i sæsonen 2012/13 hentet til Hvidovre IF, men efter halvandet år i den røde trøje, kan han altså være på vej tilbage til barndomsklubben.
Den tidligere FCH-topscorer har kontraktudløb med Hvidovre til sommer og fra 1. januar var det således tilladt for ham at tale med andre klubber. Det har FCH benyttet sig af, siger sportschef Johnni Mosevang Christensen til avisen
– Det er rigtigt at vi har kontaktet “Lålå” og han er villig til at lytte til vores tilbud, hvis vi kan blive enige med Hvidovre om et omgående skifte.
En klubskifte der givetvis vil betyde, at FCH skal have pengeposen frem, som det også var tilfældet da Martin Koch blev købt fri i Holbæk i sommer. Et gæt kunne være et beløb i størrelsesordnen 50 – 100.000 kroner, altså højere end de angiveligt 45.000 der blev betalt i transfersum for Koch.
Jonathan Nielsen selv har kun få kommentarer til avisen:
– Jeg har kontrakt med Hvidovre til sommer og indtil der sker noget andet, så er det min hensigt at fuldføre den, men det er rigtigt, at FC Helsingør har kontaktet mig. Jeg er glad for interessen, for det viser jo, at jeg har gjort noget godt for klubben og at jeg ikke er glemt.
Jonathan Nielsen har fået hele sin fodboldopvækst i Helsingør, hvor han debuterede for FC Helsingør i maj 2009. I 2011 havde han et kort mellemspil i AB, inden han vendte tilbage i den lyseblå trøje, hvor det ialt er blevet til 38 mål i 75 kampe.
Hvidovre-formand Martin Krogh-Jensen har ikke ønsket at kommentere forhandlingerne overfor Helsingør Dagblad.