Debatten om indførelse af kontraktfodbold i FC Helsingør fik ny næring, da det op til weekenden blev kendt, at Kristiansstad FF havde forsøgt at hente endnu en FC Helsingørspiller. Svenskerne hentede for en måned siden den stærke stopper Nick Andersen og nu har også Kasper Enghardt fået tilbudet om en fuldtidskontrakt. Et tilbud han dog takkede nej til.
– Jeg blev ringet op af en agent, der tilbød mig en aftale med Kristiansstad. Men jeg har takket pænt nej, for jeg vurderer, at niveauet er mindst lige så højt her. Selvfølgelig var der noget økonomi i det og jeg kunne også godt skrue ned for studiet, men det er ikke dét jeg vil, siger Kasper Enghardt.
– Jeg har stadig store ambitioner og vil gerne spille på et højere niveau. Men dem der skal se mig, ved at jeg spiller i Helsingør og jeg mener, at det er lettere for mig at blive set, ved at fortsætte i Danmark, tilføjer han.
Den tidligere AB-spiller kan meget vel blive en af forårets nøglespillere i Helsingør, efter at han helt er kommet sig over den knæskade, der ødelagde en del af efteråret. Der er nu udsigt til, at makkerskabet i det centrale forsvar bliver med veteranen Morten Juul Hansen.
– Vi har spillet sammen før, så det bliver ikke noget problem. Måske mangler vi lidt i luften efter Nicks afgang, men så må vi kompensere med forudseenhed og hurtige fødder, lyder det fra den 20-årige forsvarsspiller.