Corona-smitte i spillertrup aflyser New Zealand kamp

Elijah Just og Callum McCowatt kommer ikke i kamp mod Usbekistan

Callum McCowatt kan passende ærgre sig over, at Corona sætter en stopper for dagens kamp mod Usbekistan. Foto: Claus Birch.

Der bliver ikke flere kampe for Elijah Just og Callum McCowatt, der er til landsholdssamling med New Zealand i Dubai. Den planlagte testkamp mod Usbekistan i dag er aflyst, efter et antal smittetilfælde i den New Zealandske trup. De to FCH-spillere er ikke blandt de ramte.

Just og McCowatt var begge i aktion i fredags mod Jordan, men siden er der konstateret et smitteudbrud i landsholdstruppen og der bliver ikke flere kampe, skriver New Zealand Football.

De positive tilfælde blev opdaget i forbindelse med de ordinære tests og de ramte spillere er nu i isolation.
– Vi er enormt skuffede over, at vi er nødt til at aflyse kampen, men i en situation som denne er helbredet hos spillere og stab højeste prioritet. Vi kan ikke risikere yderligere eksponering og være ansvarlig for et muligt udbrud hos Usbekistan også, siger Andrew Pragnell fra All Whites.

Holdet forbliver i Dubai indtil den planlagte afrejse og der vil blive taget hånd om de smittede spillere.

Det oplyses ikke hvilke spillere der er ramt, men vi erfarer at det ikke er Elijah Just og Callum McCowatt. De lander i Tyrkiet i dag og slutter sig nu til FC Helsingørs træningslejr.