Nederlag til FCH-duo med New Zealand

Elijah Just og Callum McCowatt tabte med All Whites til Jordan

Elijah Just spillede det meste af kampen da New Zealand tabte testkampen til Jordan med 1-3. (Foto: Claus Birch).

FC Helsingør-duoen Elijah Just og Callum McCowatt fik begge endnu en landskamp til CV’et, men måtte samtidig indkassere et nederlag, da New Zealand i aftes tabte 1-3 i testkampen mod Jordan.

New Zealand har fuld fokus på den kommende VM-kvalifikation i marts, der kan sende holdet til VM i Qatar sidst på året. I aftes spillede All Whites derfor den første af to træningskampe, da Danny Hay’s tropper tog imod Jordan på NYU Stadium i Abu Dhabi.

FC Helsingørs Elijah Just var med i startelleveren, hvor New Zealands 7’er var placeret på venstrekanten i en 4-4-2. Callum McCowatt startede opgøret på bænken, men kom ind efter 69 minutter i opgøret, som Jordan – lidt overraskende, men fortjent – vandt 3-1.

Den tidligere FCH-spiller Dalton Wilkins, der netop er skiftet til Kolding IF, kom på banen til de sidste ni minutter i stedet for Just og fik dermed sin A-landsholdsdebut.

New Zealand spiller igen 1. februar, hvor Usbekistan er modstander i en træningskamp.