Det bliver Serie 1 klubben Bispebjerg Boldklub der står overfor FC Helsingør, når 1. runde af Sydbank Pokalen afvikles i næste uge.
Holdet fra Københavns nordvest-kvarter vandt her til aften 3-2 over Sønderbro Fight og kvalificerede sig dermed til mødet med FCH. “Bispens Drenge” var foran 3-0 efter en times spil, men det blev pludselig spændende da Sønderbro Fight fik scoret to gange. Det tredje fik de dog ikke. Kampens spiller var vindernes Thomas Hebo, der kronede en stor kamp med en halvflugter i målhjørnet.
Kampen mod FCH er endnu ikke programsat, men ifølge tidligere melding fra FC Helsingør, vil den blive afviklet uden tilskuere.
Bispebjerg Boldklub spiller deres hjemmekampe i Lersø Parken og rykkede i 2019 op i Serie 1. Det højeste niveau klubben i de grøn og hvidstribede trøjer har spillet på, siden stiftelsen i 1943.
På vejen til 1. runde under DBU, har Bispebjerg Boldklub besejret Nørrebro United (Serie 2) 4-0, Tårnby FF (Danmarksserien) 5-3 og senest altså Sønderbro Fight (Serie 2) med 3-2.