B.93 – FC Helsingør 3-1

Træningskamp, 9. februar 2013 på Svanemølleanlægget

Forholdene var ikke gode, da FC Helsingør lørdag stillede op på Østerbro mod B.93, et af topholdene i Danmarksseriens pulje 1. En glat og snedækket kunstgræsbane og halvanden times snevejr bekom tydeligvis ikke gæsterne vel, men den undskyldning er for letkøbt, mente cheftræner Benny Gall efter 1-3 nederlaget til hans tidligere klub:

– Man kan da altid undskylde sig med banen, der ikke gjorde det let at spille den slags fodbold vi gerne vil. Men jeg synes generelt vi manglede parathed, især i første halvleg.

– Det var godkendt på de første 2/3-dele af banen, men vi havde jo nærmest ikke en afslutning i de første 45 minutter. Det er simpelthen ikke godt nok og jeg savnede vilje og bevægelighed, lød det fra cheftræneren.

– Bundniveauet er for lavt, hvis det er hvad vi kan præstere sådan en dag. Vi må spille efter forholdene og så være mere bevidste om vores spil, tilføjede han.

I forhold til sidste weekend var der flere ændringer på FCH-holdet. Mads Hamberg var tilbage i målet og også Jonas Kallehauge var tilbage, mens anfører Kasper Kristensen havde fået fri.

Mest interessant var imidlertid de to kantspillere der skulle testes i kamp, den tidligere Brøndby-spiller Mikkel Jensen og Kevin Schmidt med en fortid i Lyngby.

Begge gjorde et glimrende indtryk og har ikke gjort det nemmere for FC Helsingørs ledelse at vælge, hvis da ikke man laver en aftale med begge.

Det var hjemmeholdet der slap bedst fra start og især den tidligere Frederikssund-spiller Andreas Larsen drev gæk med helsingoranerne på gæsternes venstrekant. Han var tæt på at score efter bare 8 minutter og viste masser af prøver på sin gode boldbehandling.

Først efter 33 minutter havde FC Helsingør en kvalificeret afslutning, da Jonathan Nielsen sendte bolden forbi mål.

Det var således ganske fortjent at B.93 kom foran kort før pausen, da Mads Heisterberg fulgte op på en flad tværpasning tæt under mål. Målscoreren havde egentlig været i offside kort forinden, men dommeren valgte at godkende scoringen.

Kort efter pausen svingede Andreas Larsen så venstrebenet og sendte bolden i det lange hjørne til 2-0.

FC Helsingør kom langt bedre med i de sidste 45 minutter og skabte flere farlige situationer. På en af dem fik Bjarke Jacobsen prikket bolden i nettet fra tæt hold.

I slutfasen havde hjemmeholdet flere farlige kontraløb og på ét af dem scorede Danny Mirabel til slutfacit 3-1.

Et fortjent nederlag til FC Helsingør, men også mod forårets hidtil klart bedste modstander. Årstalsklubben har forstærket sig markant i vinterpausen og ligner et mandskab der er storfavoritter til en hurtig returbillet til 2. Division.

B.93 – FC Helsingør
3-1 (1-0). Tilskuere: 40
41.: 1-0 Mads Heisterberg
51.: 2-0 Andreas Larsen
61.: 2-1 Bjarke Jacobsen
87.: 3-1 Danny Mirabel