B.93 – FC Helsingør 4-0

Træningskamp, 16. Januar 2016 på Ryparken Idrætsanlæg

Hele 21 spillere fik lov at vise sig frem, da FC Helsingør lørdag middag sparkede forårets række af testkampe igang, med et opgør mod 2. divisionsklubben B.93. Det slap de fleste individuelt hæderligt fra, men sammenhængen var ikke imponerende og så vandt et klogt kontraspillende hjemmehold med eftertrykkelige 4-0.

Cheftræner Christian Lønstrup havde rystet posen godt før kampen og valgte at teste en 4-3-3 opstilling, hvor midtbanetrekanten var vendt på hovedet i forhold til efterårets foretrukne. Det betød at nytilkomne Jonas G. Hansen lå alene på den defensive plads, med prøvespilleren Danny Mirabel fra netop B.93 og Philip Zinckernagel foran sig.

FODBOLD: Marc Bredal (FC Helsingør) under træningskampen mellem B.93 og FC Helsingør den 16. januar 2016 på Ryparken Idrætsanlæg. Foto: Claus Birch
Marc Bredal fik mindre end en halvleg i sin første optræden for FC Helsingør, da han kort før pausen fik rødt kort for en nødbremse. Den tidligere Lyngby, FC Nordsjælland og B.1908-spiller får dog endnu nogle uger til at spille sig til en aftale i Helsingør. Foto: Claus Birch

Bag dem var nye Daniel Jørgensen i målet, Daniel Thorup på højre back og prøvespilleren Marc Bredal i det centrale forsvar ved siden af en stærkt spillende Rasmus Minor Petersen og med Mikkel Knudstrup i venstre forsvarsside. Fremme lå Martin Koch på top med Christoffer Boateng og Anders Holst på kanterne.

FC Helsingør startede opgøret klart bedst, mod et B.93-hold der stod lavt. Christoffer Boateng havde tidligt en chance som Ronni Raun reddede ved stolpen og ved en friløber til Philip Zinckernagel var B.93-veteranen Martin Heisterberg heldig, da hans nødbremse kun kostede gult.

Midt i halvlegen skød Zinckernagel over mål efter godt opspil fra Daniel Thorup, men mål blev der ikke ud af anstrengelserne. Det gjorde der derimod i modsatte ende, hvor Mikkel Bruhn netop var skiftet ind da Mohammed Ali sparkede B.93 foran fra klods hold.

En voldsom tackling på Zinckernagel gav bekymrede miner i FCH lejren og den hurtige angriber måtte tilbringe resten af kampen liggende på sidelinien. Forhåbentlig vil det vise sig, at det kun var et slag og ikke en længerevarende knæskade for FCH-profilen.

FODBOLD: Danny Mirabel (FC Helsingør) under træningskampen mellem B.93 og FC Helsingør den 16. januar 2016 på Ryparken Idrætsanlæg. Foto: Claus Birch
Det blev en lidt speciel dag for Danny Mirabel, der forsøger sig i FC Helsingør, efter at have forladt netop B.93. Den centrale midtbanespiller leverede masser af energi, men må vente endnu en tid på at få fremtiden afklaret. Foto: Claus Birch

Kort efter gik det fra slemt til værre for FCH, da Marc Bredal fik det røde kort for en nødbremse på Mohammed Ali. Det efterfølgende frispark sendte Oliver Drost flot i nettet bag Mikkel Bruhn.

Pausen bød på adskillige udskiftninger, der blandt andet sendte 22-årige Anders Junge på banen til sin første optræden for FCH. Det gjorde den arbejdssomme spidsangriber glimrende, men det kneb dog gevaldigt for Lønstrups hold at komme på skudhold.

Så var det mere direkte når B.93 havde bolden og indskiftede Simon Carstensen gjorde det til 3-0 på et pragtmål, da han sendte bolden op i det lange hjørne, denne gang bag Aris Vaporakis, der var FCHs tredje keeper i aktion denne lørdag.

Det blev også 4-0 kort efter, da Omar Roshani omsatte et straffespark dømt for hands.

– Det var nok meget godt med et wake-up call, mente cheftræner Christian Lønstrup.

– Jeg synes at vi spillede fint i den første halve time, med et godt udtryk i spillet. Vi prøver en ny formation i dag og mange af dem, der starter inde, har ikke spillet ret meget. De skal have mulighed for at vise sig frem. Jeg kunne godt starte med en A-kæde, men det giver ingen mening i en tidlig træningskamp, tilføjede han.

– Men nogle så lidt tunge ud og spiller vi sådan på fredag, kan vi få én på lampen mod OB, erkendte Lønstrup.

Han fortalte at begge prøvespillere Danny Mirabel og Marc Bredal vil være i klubben nogle uger endnu og få chancen i flere af de kommende træningskampe.

Træningskamp
Lørdag d. 16. januar 2016, kl. 11:30 på Ryparkens Idrætsanlæg
B.93 – FC Helsingør
4-0 (2-0). Tilskuere: 40
1-0 Mohammed Ali (29)
2-0 Oliver Drost (43)
3-0 Simon Carstensen (71)
4-0 Omar Roshani (79, straffe)

B.93 (4-4-2): Ronni Raun – Sean Elliot Christoffersen, Andreas Kaltoft, Martin Heisterberg, Emil Farver – Nico Roland Jørgensen, Anton Peterlin, Andreas Heimer, Kristoffer Hagen, Oliver Drost – Mohammed Ali.
Indskiftede reserver: Frederik Bruhn (M), Adam Emme Jørgensen, Mads Heidelbach Hansen, Sebastian Czajkowski, Anders Hakala, Simon Carstensen, Nicolai Olsen og Omar Roshani.
Cheftræner: Morten Rutkjær.

FC Helsingør (4-3-3): Daniel Jespersen – Daniel Thorup, Marc Bredal, Rasmus Minor Petersen (Anf), Mikkel Knudstrup – Danny Mirabel, Jonas G. Hansen, Philip Zinckernagel – Christoffer Boateng, Martin Koch, Anders Holst.
Indskiftede reserver: Mikkel Bruhn (M), Aris Vaporakis (M), Kasper Enghardt, Dia Raofat, Mads Aaquist, Mads Danekilde, Hulusi Dolar, Ricki Olsen, Anders Junge.
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Udvisning: Marc Bredal (42), FC Helsingør.