
FC Helsingørs årsrapport viser endnu et stort underskud og en negativ egenkapital, men bag de røde tal står en ejerkreds, som fortsat bakker op om projektet.
FC Helsingør har netop præsenteret årsrapporten for 2025, og tallene fortæller historien om en klub, der fortsat befinder sig i en økonomisk udfordrende situation.
Årets resultat endte med et underskud på 17,7 mio. kr., hvilket er en yderligere forværring i forhold til 2024, hvor underskuddet lød på 16,5 mio. kr. Samtidig var klubbens egenkapital ved årets udgang negativ med 28,4 mio. kr.
På papiret er det alvorlige tal. Men regnskabet fortæller ikke hele historien om FC Helsingørs situation. For bag underskuddene står en ejerkreds, som fortsat bakker op om projektet og har tilkendegivet, at man er villig til at tilføre den nødvendige kapital.
Ejerne sikrer fortsat drift
I revisionspåtegningen fremhæver revisor en væsentlig usikkerhed omkring selskabets fortsatte drift – det, der i regnskabssproget betegnes som going concern.
Det betyder ikke, at klubben er i en akut situation, men at revisor skal vurdere, om der er forhold, som kan skabe tvivl om virksomhedens evne til at fortsætte driften. I FC Helsingørs tilfælde er vurderingen, at ejerkredsens støtteerklæring er tilstrækkelig til, at regnskabet kan aflægges under forudsætning af fortsat drift.
Ledelsen skriver i årsrapporten, at ejerne fortsat tror på projektet og derfor er indstillet på at finansiere klubbens aktiviteter. Samtidig fremgår det, at budgetterne for 2026 viser en positiv udvikling, selvom der fortsat forventes negative resultater som en del af den langsigtede plan.
FC Helsingør er altså ikke en klub uden økonomisk opbakning. Udfordringen er snarere, at driften endnu ikke er blevet bæredygtig.
Lavere lønomkostninger – men større gæld
Der er dog enkelte positive tegn i regnskabet. Personaleomkostningerne er faldet fra 13,6 mio. kr. i 2024 til 12,1 mio. kr. i 2025. Samtidig er det gennemsnitlige antal fuldtidsansatte reduceret fra 34 til 32 medarbejdere.
Klubbens driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) viser dog fortsat et betydeligt underskud på 15,3 mio. kr., om end det er en mindre forbedring sammenlignet med året før.
Samtidig steg de samlede gældsforpligtelser fra 17,7 mio. kr. til knap 29,8 mio. kr., mens aktiverne ved årets udgang udgjorde blot 1,4 mio. kr.
Et regnskabet der tydeligt viser, at FC Helsingør fortsat er afhængig af kapitaltilførsler udefra.
Hvem står bag FC Helsingør?
FC Helsingør ejes i dag gennem tre selskaber:
- TENPOL SWI S.L. (50-67 procent)
- International Commercialization of Sports Rights Spain S.L. (25-33 procent)
- BSquare B.V. (5-10 procent)
Den sidste ejerandel rækker tilbage til den tidligere ejerstruktur, mens International Commercialization of Sports Rights Spain S.L. er selskabet bag Never Say Never (NSN) – den sports- og underholdningsplatform, som blandt andre Andrés Iniesta står bag.
TENPOL SWI S.L. kom ind i ejerkredsen sidste forår, i forbindelse med den omstrukturering af ejerskabet, der gik forud for, at FC Helsingør igen kunne få sin kontraktlicens på plads.
Den præcise bagvedliggende ejerstruktur omkring TENPOL er ikke offentligt beskrevet i detaljer, men selskabet indgår som en central del af den nuværende ejerkonstruktion.

Stoneweg – den økonomiske partner bag projektet
For at gøre billedet en anelse mere kompliceret, så er det schweiziske investeringsselskab Stoneweg også en del af kabalen omkring FCH.
Stoneweg er ikke registreret som direkte ejer af FC Helsingør, men selskabet har en tæt strategisk forbindelse til NSN og beskrives som den finansielle partner bag flere af NSN’s sportsprojekter.
Stoneweg beskriver sig selv som en global alternativ investeringsgruppe med hovedsæde i Genève. Selskabet arbejder blandt andet med investeringer inden for ejendomme, infrastruktur, oplevelsesøkonomi og sport og har ifølge egne oplysninger omkring 11 mia. euro i aktiver under forvaltning.
Samarbejdet mellem NSN og Stoneweg handler derfor ikke kun om FC Helsingør. De to organisationer har også bevæget sig ind på andre sportsområder.
I 2025 etablerede de sammen NSN Cycling Team, der overtog strukturen bag et eksisterende WorldTour-cykelhold, trådte ind på den internationale cykelscene og deltager i disse uger i Tour de France.
Det fortæller noget om ambitionerne bag samarbejdet. Målet synes ikke alene at være at drive enkelte klubber, men at opbygge en bredere platform, hvor sport, investeringer, events og kommercielle aktiviteter hænger sammen.
Et større projekt end en fodboldklub
Set isoleret på regnskabet er FC Helsingør en klub med store økonomiske udfordringer.
Et underskud på 17,7 mio. kr., en negativ egenkapital på 28,4 mio. kr. og likvide beholdninger på under 4.000 kr. ved årets udgang ville for de fleste virksomheder være et alvorligt faresignal.
Fodboldklubber fungerer dog ofte anderledes end traditionelle virksomheder. Mange klubber er i perioder afhængige af ejere, investorer eller kapitalstærke bagmænd, der accepterer underskud, mens en langsigtet strategi forsøges opbygget.
Det centrale spørgsmål for FC Helsingør er derfor ikke alene, hvor stort underskuddet er i det enkelte regnskabsår. Det handler om, hvorvidt ejerkredsen har en plan for, hvordan klubben over tid kan udvikle sig sportsligt og økonomisk – og hvor længe man er villig til at investere, mens den plan realiseres.

“Vi er ikke på vej væk”
Efter en turbulent periode med sportslig nedtur, ejerskifte og usikkerhed omkring klubbens fremtid har CEO Ion Bilbao flere gange understreget, at NSN fortsat tror på projektet i Helsingør.
I et interview med Helsingør Dagblad forleden, slog han fast, at ejerkredsen fortsat er dedikeret til klubben.
– Vi fortsætter med at være dedikerede til projektet i Helsingør. Det handler om igen at få skabt en god følelse omkring fodbolden i byen, og lysten til at komme på stadion skal tilbage. Det investerer vi i.
Samtidig erkendte han, at den første sportslige model ikke havde fungeret efter hensigten.
– Vores tidligere model har vist sig at være uholdbar fra et sportsligt perspektiv, så vi er nu i gang med at bygge en trup, som er mere balanceret, mere ambitiøs og mere økonomisk bæredygtig.
Det er netop den bæredygtighed, der bliver afgørende fremover.
For FC Helsingør handler næste fase ikke kun om at vende tilbage til 2. division eller på længere sigt højere op i dansk fodbold. Det handler også om at skabe en model, hvor de økonomiske ambitioner og de sportslige resultater begynder at hænge bedre sammen.
Det afgørende er viljen – ikke evnen
FC Helsingørs regnskab viser en klub med betydelige økonomiske udfordringer. Der er ingen grund til at skjule, at de røde tal er alvorlige. Men regnskabet fortæller heller ikke hele historien.
Bag klubben står en ejerkreds med internationale forbindelser gennem NSN og Stoneweg – aktører, der arbejder med sport på et langt bredere plan end blot en dansk fodboldklub.
Spørgsmålet er derfor ikke nødvendigvis, om ejerkredsen har mulighed for at finansiere endnu et underskud. Set i forhold til størrelsen på de investeringsmiljøer, som NSN og Stoneweg repræsenterer, er et underskud på 17,7 mio. kr. ikke et uoverkommeligt beløb.
Det afgørende spørgsmål er snarere, om ejerkredsen fortsat ser en strategisk værdi i at investere i FC Helsingør – også hvis vejen til sportslig og økonomisk balance bliver længere end først forventet.
For i sidste ende handler FC Helsingørs fremtid ikke om, hvorvidt ejerne har råd, men snarere om ejerne har lyst …..