Gælden er betalt, FCH-ejere undskylder

Husleje til Helsingør Kommune sikrer loungen

CEO Ion Bilbao beklager betalingsproblemerne overfor Helsingør Kommune. Foto: Claus Birch

FC Helsingør har fredag, i sidste øjeblik, indbetalt den manglende husleje til Helsingør Kommune og kan beholde loungen på Helsingør Stadion. De spanske ejere undskylder og lover bedring i fremtiden.

Helsingør Kommune sendte forleden FC Helsingør til inkasso, fordi klubben igen ikke havde betalt huslejen til tiden. En sag byrådet blev orienteret om, fordi klubben blev truet med at lejemålet af loungen ville blive opsagt uden varsel.

Nu er beløbet på godt 120.000 kroner blevet betalt, skriver Helsingør Dagblad. Klubbens spanske CEO Ion Bilbao beklager forløbet og lover forandringer.

– Jeg beklager forsinkelsen af betalingen for stadionloungen. Det skal vi gøre bedre, og det vil vi bestræbe os på at gøre fremover. Der har været mange ting i gang omkring klubben i den seneste tid, og det sidder vi fortsat og arbejder på at få på plads. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger Ion Bilbao til Helsingør Dagblad.

Han lovede fornylig at ejerkredsen med spanske Never Say Never og schweiziske Stoneweg ville fortsætte deres engagement i klubben, qua den treårsplan der blev lagt sidste sommer.

NSN overtog ejerskabet af klubben i april 2025. Nogle måneder senere gik Stoneweg ind med en væsentlig ejerandel.