En sponsoraftale på ialt 3,6 mio kroner, fordelt over fire et halvt år, kan være på vej til FC Helsingør. Det sker hvis Helsingør Kommune ændrer den nuværende aftale til en såkaldt partnerskabsaftale.
Kommunen har i dag en sponsoraftale med FC Helsingør, der ifølge dagsordenen til det næste møde i Idræts- og Sundhedsudvalget bidrager med 185.000 kroner om året. En ét-årig aftale, der blev indgået i august 2012. Nu har forvaltningen i Center for Sundhed, Idræts og Medborgerskab imidlertid indstillet til politikerne i Idræts- & Sundhedsudvalget, at aftalen ændres til en såkaldt partnerskabsaftale.
Med en sådan aftale stiger beløbet til kr. 800.000 hvert år i de næste fire et halvt år, fra september 2013 til december 2017.
I modsætning til den nuværende aftale, følger der dog en hel del forpligtigelser med. Blandt andet skal holdet aktivt indgå i kommunens markedsføring, f.eks. kysten.dk og Helsingør som idrætsby. Man skal stille sig til rådighed for lokale sundhedsaktiviteter, agere rollemodeller i forhold til sund livsstil samt stå til rådighed for et netværk af erhvervs- og embedsfolk. Endelig ligger der opgaver der skal udføres i forbindelse med kommunal talentudvikling m.m.
En forudsætning for aftalens indgåelse er også, at FC Helsingør ikke drives med fortjeneste for øje. Såfremt FC Helsingør skulle etablere sig som et aktieselskab, skal det fremgå af vedtægterne, at der ikke udbetales udbytte. Disse forhold muliggør, at Helsingør Kommune overholder bestemmelserne i Elitelovens § 7.
Center for Sundhed, Idræt og Medborgerskab har undersøgt sammenligningskommuner som Næstved, Slagelse, Køge og Roskilde, og konstaterer, at der her eksisterer lignende partnerskabsaftaler. I de kommuner, hvor der er offentlighed omkring aftalernes økonomiske rammer, fremgår det, at beløbene rækker fra 500.000 til 1 mio. kr. årligt.
I aftalen med FC Helsingør foreslås det dog, at ovennævnte beløb kan justeres i forbindelse med eventuel op- eller nedrykning.