Zinckernagel glæder sig til FCH-gensyn

I Helsingør kan alt ske, siger Sønderjyske-profil

Philip Zinckernagel i kamp mod FC Københavns William Kvist i Parken. Den tidligere FC Helsingør-profil glæder sig til dagens kamp mod sine tidligere holdkammerater. Foto: Claus Birch

Når FC Helsingør i aften løber på banen på Sydbank Park i Haderslev, er det et opgør som hjemmeholdets offensive midtbaneprofil Philip Zinckernagel har set særlig frem til. For knap et år siden – på transfervinduets sidste dag – skiftede han den lyseblå trøje ud, fra FC Helsingør til SønderjyskE.

FAKTA
Philip Zinckernagel (f. 16.12.1994)
Position: Offensiv midt
Klubber: KB, FC København, FC Nordsjælland, HB Køge, FC Helsingør, SønderjyskE
Kampe / Mål for FCH: 31 / 5
Landskampe: Danmark U18 (4 kp), U20 (2 kp)
Kontrakt til: 31.12.2019

Nu står han så overfor mange tidligere holdkammerater og det glæder han sig til.
– Jeg havde et sindssygt godt forhold til klubben og var rigtig glad for min tid dér. Så det er et møde, hvor jeg glæder mig på deres vegne, og det bliver sjovt. Nogle gange kan man gå fra en klub med en lidt ærgerlig fornemmelse, men det var ikke situationen her. Så er man måske ekstra motiveret for at skulle slå sin gamle klub. Her er det mere et glædeligt gensyn, og så er det jo også mange af mine gamle venner, og det er sjovt at slå dem, siger Zinckernagel til JydskeVestkysten.

Philip Zinckernagel jubler efter sin scoring til 1-0 under kampen i Bet25 Ligaen mellem FC Helsingør og Vendsyssel FF den 13. september 2015 påŒ Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch

Philip Zinckernagel kom til FC Helsingør et år tidligere og fik for alvor sparket gang i en karriere, der indtil da havde budt på en ungdomstid i KB / FC København og FC Nordsjælland samt de første seniorår hos HB Køge. Han er ikke specielt overrasket over, at FCH nu spiller superligafodbold, omend han ikke ligefrem havde forventet det.
– Det havde jeg jo ikke, men jeg vidste godt, at det var et godt hold, og 1. division er sådan en række, hvor alt kan ske, og alle kan rykke op. Inden jeg skiftede til SønderjyskE, troede jeg på, vi kunne rykke op med Helsingør. Jeg ved ikke, om jeg regnede med det, men jeg håbede på det og troede også på, det kunne lade sig gøre.

– Lønstrup sagde altid til os, der var i Helsingør, at alt kunne ske, og vi var gode nok til at rykke op. Så internt tror jeg altid, de har haft et mål om at spille med om oprykningspladserne, men det er en lille klub, så de har knap nok råd til at rykke op. Det er en lille klub. En god klub. En familieklub, siger den 22-årige midtbanespiller til avisen.