TK takker nej til ny FCH-kontrakt

Christian Køhler forlader FCH senest til sommer

Christian Køhler i kamp med Ján Greguš (FC København) under kampen i ALKA Superligaen mellem FC København og FC Helsingør den 12. marts 2018 i Telia Parken. FCH’s 22-årige midtbanespiller vil gerne tilbage og spille Superliga-fodbold og har afslået at forlænge sin kontrakt, der udløber til sommer. Foto: Claus Birch.

Midtbaneprofilen Christian Køhler har afbrudt forhandlingerne med FC Helsingør, om en forlængelse af den kontrakt der løber til sommerferien. Ifølge Helsingør Dagblad forlader “TK” dermed klubben senest om et halvt år.

FC Helsingør står med stor sandsynlighed til at miste den dynamiske midtbanespiller Christian Køhler. Spilleren og hans agent Simon Friis har afbrudt forhandlingerne med klubben, fortæller direktør Janus Kyhl.

– Vi ville meget gerne forlænge aftalen med Christian Køhler, men han har meddelt via sin agent, at han ikke ønsker en ny aftale og det har vi taget til efterretning. Vi har givet to kontraktudspil og de er blevet afvist. Derfor forlader Christian os senest til sommer, siger Kyhl til avisen.

FAKTA
Christian Thobo Køhler (f. 10.04.1996)
Position: Central midtbane
Klubber: Hørsholm UI, FC Nordsjælland, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 44 / 0
Landskampe: Danmark U16 (2 kp) i 2011
Kontrakt til: 30.06.2019

Se spillerprofil

Der er ingen oplysninger om den konkrete årsag til de afbrudte forhandlinger, omend agenten Simon Friis antyder, at FCHs bundplacering i NordicBet Ligaen ikke er det optimale sportslige ønske for TK, der kom til FC Helsingør fra FC Nordsjælland i sommeren 2017.
– Vi ønsker ikke at forlænge aftalen her og nu, for det er vores opfattelse, at det ikke vil være til Christians fordel i øjeblikket. Nu venter vi og ser hvad der sker. Det er ikke med surhed eller noget lignende vi har afvist kontraktudspillene. Der har tværtimod været en god dialog med klubben, siger Simon Friis til Helsingør Dagblad og lader en kattelem stå åben, hvis situationen ser anderledes ud om fire måneder.

Til avisen tilføjer Janus Kyhl, at klubben ikke har nogle tanker om at forsøge at sælge midtbanespilleren i dette transfervindue, for at kunne hente en transfersum:
– Christian Køhler har været og er en vigtig spiller, så nej, vi er ikke igang med at få ham solgt, siger Kyhl blandt andet.

Peter Friis ønsker ikke at kommenterer på, om der er andre bud på FCH-spilleren, men siger at TK’s ønske er at spille på så højt niveau som muligt.

Ifølge FCHNETs oplysninger har disse seks FCH-profiler kontraktudløb til sommer:
Frederik Bay
Martin Fisch
Jonas Henriksen
Daniel Segev Jørgensen
Mikkel Basse
Christian Køhler

Christian Køhler understreger selv, at han er glad for at være i klubben og glæder sig til forårssæsonen. 

Den 22-årige midtbanespiller har tidligere udtalt, at han i en ny kontrakt gerne så en frikøbsklausul, hvis der kom et bud fra udlandet.

Christian Køhler kom til FCH kort før Superliga-premieren i sommeren 2017. Han spillede 27 kampe for FCH i Superligaen, alle i startopstillingen. I denne sæson har TK spillet 17 kampe i NordicBet Ligaen. Han er endnu ikke kommet på måltavlen, men er noteret for 5 assists i efteråret, de fleste efter hjørnespark.