Tillykke: I dag fylder FC Helsingør 20 år

Tag med en tur tilbage i historien

Scroll dig gennem tyve års FC Helsingør historie på vores tidslinje.

I dag – den 1. august 2025 – fylder FC Helsingør 20 år. Ikke en høj alder for en fodboldklub, men alligevel tyve år der har været rig på oplevelser. Vi fejrer dagens fødselar her…

Er du en af dem der er så priviligeret, at have været med helt fra start? Måske endda én af de 128 sjæle der skuttede sig på trætribunen i regnvejret til den allerførste kamp i 2005?

Så vil du nok tænke tilbage på de sidste tyve år med en vis taknemmelighed. Måske endda også overbærenhed, med den øjeblikkelige rangering i fodboldhierakiet. For det er faktisk vildt, så meget der er sket med vores fodboldklub.

Fire oprykninger – heriblandt turen fra Danmarksserien til Superligaen. Tre nedrykninger (det er mindre sjovt). Nyt stadion. Fuldtidsprofessionel fodbold. Et velfungerende akademi med U19 og U17-hold i de næstbedste rækker. Et væld af dygtige spillere og trænere. Store kampe vi tænker tilbage på med gode minder….. og også en masse økonomisk fnidder og ejerskifter, som vi godt kunne have været foruden.

Jeg tror ikke der var mange i efteråret 2005, der havde forestillet sig dén rejse. For niveauet og rammerne var sgu ikke imponerende. Jeg ved det, for jeg sad der selv…..

Der skal derfor lyde en stor tak – og et tillykke til dagens fødselar, med ønsket om at tyverne bliver brølende ligesom de var engang.

I dagens anledning har vi været i arkiverne og kan præsentere en minderig tidslinje, hvor du kan scrolle dig gennem tyve års FC Helsingør historie. Du finder tidslinjen her.

Har du glemt hvorfor der overhovedet er noget der hedder FC Helsingør? Så kan det anbefales at læse historien her: En klub bliver født – stiftelsen af FC Helsingør

God læselyst…..