
FC Helsingørs 18-årige Sigurd Ulriksen er for første gang udtaget til Færøernes U19-landshold, der senere på måneden rejser til Slovenien på træningslejr.
FCHs unge midtbanespiller Sigurd Ulriksen fik i dag noget af et skulderklap – endda af international format.
Den 18-årige FCH-spiller er således for første gang udtaget til Færøernes U19-landshold, som fra 25. september til 5. oktober opholder sig i Slovenien. Her venter tre træningskampe mod Slovenien, Irland og De Forenede Arabiske Emirater.
Sigurd Ulriksen har fået mulighed for at optræde for det færøske nationalmandskab, da hans mormor er født og opvokset på øerne.
Ulriksen er blandt de 18 spillere, som den nye U19-landstræner André Olsen har udtaget til træningslejren, og han er samtidig én af fem spillere i truppen, der til daglig spiller i dansk fodbold.
Udtagelsen kommer efter en sæson, hvor Ulriksen for alvor tog skridtet fra ungdomsfodbolden ind omkring FC Helsingørs førstehold. Han viste sig første gang frem i vinterens træningskamp mod Brønshøj Boldklub, hvor han gjorde et stærkt indtryk med sin fysik og gode boldkontrol. Det blev belønnet med førsteholdsdebut i løbet af foråret, og Ulriksen nåede i sin første seniorsæson at optræde seks gange for FCH’s bedste mandskab.
Samtidig var han en vigtig del af det U19-hold, som havde en flot 2025/26-sæson. Her blev det til 23 kampe og seks mål for Ulriksen, som dermed spillede en væsentlig rolle på et hold, der sluttede på andenpladsen i U19 Divisionen.
I sommer blev han permanent indlemmet i førsteholdstruppen og skrev en ét-årig kontrakt med FCH. I denne sæson er det blevet til 3 kampe på divisionsholdet.
Ulriksen kommer oprindeligt fra B.1908 men var forbi FC Nordsjællands akademi i 3 år inden han i sommeren 2023 kom til FC Helsingør som 15-årig.
Nu venter så det første møde med den færøske U19-landsholdstrøje.
Træningslejren i Slovenien bliver samtidig en del af forberedelserne til EM-kvalifikationen, hvor Færøerne i november skal møde Serbien, Montenegro og Aserbajdsjan. Kvalifikationskampene spilles i Serbien fra 9. til 17. november.
FC Helsingørs seneste landsholdsspiller var Hjalte Lærke, der optrådte for det danske U18 landshold i foråret 2025.