
Fire af profilerne på FC Helsingørs succesfulde U19-mandskab er nu klar til at tage hul på seniorfodbolden hos de lyseblå. Klubben har således sikret sig aftaler med Eliot Guindy, Gustav Johansen, Elias Rørsted Christensen og Sigurd Ulriksen for den kommende sæson.
FC Helsingørs U19-mandskab leverede i den forgangne sæson et af FCH Akademiets bedste resultater nogensinde, med en andenplads i U19 Divisionen. Flere af spillerne opnåede undervejs at vise sig frem på 2. divisionsholdet og nu har klubben sikret sig, at de er en del af førsteholdstruppen i 2026/27-sæsonen.
Kantspilleren Elias Rørsted Christensen kom til FC Helsingør i januar 2023 fra FC København. Her var han allerede som U14-spiller med til at vinde mesterskabet foran rivalerne fra Brøndby IF, endda som anfører. Senere var han på løvernes U15-ligamandskab på hold med navne som Victor Froholdt, Amin Chiakha, Oliver Højer og Mikel Gogorza.
I foråret 2022 var han en del af DBUs U16 Future-landshold, der spillede tre venskabskampe i Sverige som “bobler” landshold for det “rigtige” U16-landshold
Den 19-årige kant fik allerede førsteholdsdebut i sæsonpremieren sidste sæson og nåede 7 kampe på klubbens bedste hold, udover de 24 kampe og 3 mål han leverede i U19 Divisionen.
Målmand Eliot Saaby Guindy var også en del af FC Københavns talentakademi, indtil han i februar 2025 skiftede til FC Helsingør. Her har han siden været en del af U19’s målmandsduo med Frederik Enggaard og opnåede allerede sidste sommer et par træningskampe på førsteholdet.
Den 19-årige keeper optrådte 16 gange for U19 holdet i den netop afsluttede sæson og har flere gange været udtaget som målmandsreserve til førsteholdet. Han har stadig sin debut til gode.
Bare 18-årige Sigurd Ulriksen viste sig for første gang frem på førsteholdet i vinterens træningskamp mod Brønshøj Boldklub, hvor han imponerede med fysik og boldkontrol. Han fik derfor ikke overraskende også sin førsteholdsdebut i løbet af foråret og har således allerede 6 kampe i bæltet på FCHs bedste hold. Han bidrog med 23 kampe og 6 mål til U19-holdes flotte 2025/26-sæson.
Ulriksen kommer oprindeligt fra B.1908 men var forbi FC Nordsjællands akademi i 3 år inden han i sommeren 2023 kom til FC Helsingør som 15-årig.

Sidste mand fra akademiet er U19-holdets anfører Gustav Johansen, der faktisk allerede fik førsteholdsdebut i den allersidste kamp FCH spillede i NordicBet Ligaen i foråret 2024. Da var han bare 17 år. Gustav Johansen kom oprindeligt til FCH fra Snekkersten IF, men var omkring Brøndby IF, inden han i sommeren 2023 vendte tilbage nordpå til FC Helsingør da han blev U19-spiller.
Den nu 19-årige midtbanespiller har ved flere lejligheder været udtaget til DBU-træning og fik debut for Danmark U15 Future i april 2022 mod Belgien. Han er ialt noteret for 11 kampe på FCHs bedste hold siden debuten og optrådte 23 gange med 5 mål for U19 i den forgange sæson.