Roskilde KFUM – FC Helsingør 1-3

Træningskamp, 1. februar 2014 på Lillevang Idrætsanlæg

Den ambitiøse danmarksserieklub fra Roskilde KFUM tog i mod i vinterens anden træningskamp. En dyst der blev præget af en del eksperimenter på FC Helsingør-holdet og ikke mindst en særdeles velspillende målmand i den blot 18-årige KFUM-keeper Andreas Nielsen.

Han spillede sin første kamp på klubbens bedste hold og gjorde i dén grad livet surt for FC Helsingørs angribere. Chancer var der nok af, men forbi den unge gymnasieelev kom bolden ikke i de første 45 minutter.

Cheftræner Christian Lønstrup måtte se bort fra sygdomsramte Daniel Udsen, Bobby Alm Nilsson og Morten Smidt, mens Peter Benjaminsen og Nicklas Skou var ude med skader. Til gengæld var der gensyn med både Martin Junior Christensen og Mads Laudrup.

Noget usædvanligt fik Bjarke Jacobsen pladsen som spidsangriber fra start, mens Mads-Christopher Pedersen tog pladsen i det centrale forsvar ved siden af anfører Kasper Enghardt.

Adskillige gange var FCH på skudhold, men det var alligevel hjemmeholdet der kom foran, da Emil Ølvang Madsen afsluttede et velkomponeret angreb. Det kunne faktisk være blevet til endnu et KFUM-mål, men Nicklas Nielsen Plesner var ikke vågen ved bageste stolpe, da chancen bød sig kort efter.

Langt de største og fleste chancer stod der dog FC Helsingør på og Frederik Frick, Anders Holst, Bjarke Jacobsen og Martin Junior Christensen var tæt på.

I halvlegen sendte Lønstrup tre friske mand på banen i Daniel Ruberg, Laurits Lund og U19-spilleren Jesper Meyer. Sidstnævnte var et frisk pust på højrekanten og han forsøgte flere gange at sætte sin oppasser af.

I slutfasen burde Meyer faktisk have scoret, men Andreas Nielsen pillede også denne oplagte målchance.

Forinden havde FC Helsingør dog omsider fået udlignet, da Frederik Frick trak sig fri på kanten af offside.

Kort efter kom endnu en U19-spiller på banen, da Jonathan Petersen blev sendt ind på midten.

Godt tyve minutter før tid kom et af opgørets få dramatiske øjeblikke, da Klaus Lykke trak nødbremsen overfor hurtige Rasmus Tangvig. Det kostede direkte rødt, mens hjemmeholdet sendte frisparket over mål.

I stedet bragte FC Helsingør sig foran. Martin Junior Christensen sendte et indlæg frem til Bjarke Jacobsen, der med hovedet dirigerede bolden over i det lange hjørne.

Det endte med endnu et mål til gæsterne, igen sendt i nettet af Frederik Frick. Helt fri foran mål behandlede han Bjarke Jacobsens frispilning efter fortjeneste, uden chance for den unge KFUM-keeper.

Det var en tilfreds cheftræner der tog i mod efter kampen.
– Vi kunne have scoret 12 gange. Deres målmand alene hiver syv 100 % redninger. Men det var godt med en sejr og jeg fik set nogle af de unge i dag.

Lønstrup sendte i anden halvleg Kasper Enghardt frem på midtbanen. En disposition han forklarede således:
– Det handler simpelthen om, at give ham nogle udfordringer. Han er så dygtig i det centrale forsvar, at han skal prøve noget mere. Have nogle flere modspillere omkring sig og have en anden rolle, forklarede Christian Lønstrup.

Roskilde KFUM – FC Helsingør
1-3 (1-0). Tilskuere: 25
29.: 1-0 Emil Ølvang Madsen
54.: 1-1 Frederik Frick
79.: 1-2 Bjarke Jacobsen
90.: 1-3 Frederik Frick