FC Helsingør har i dag forlænget kontrakten med midtbanespilleren Oliver Kjærgaard. Midtbanemanden havde kontraktudløb denne sommer, men er nu forlænget til juni 2021.
Det har om noget været op ad bakke for 22-årige Oliver Kjærgaard, der kom til FC Helsingør på en fri transfer fra norske Tromsø IL lige op til forårets sæsonstart. Efter et månedlangt træningsophold og flere gode testkampe, skrev han en korttidskontrakt med de lyseblå den 5. marts. Mindre end en uge efter, lukkede det danske samfund ned, i et desperat forsøg på at stoppe spredningen af Coronavirus.
Der kom således til at gå over tre måneder, før Kjærgaard omsider kunne få sin debut, da han den 20. juni blev skiftet ind i topkampen mod Aarhus Fremad på Risvangen Stadion. Ikke ligefrem en optimal situation at vise sig frem i for midtbanespilleren, der imidlertid gjorde det godt i de fem indhop han fik i Oprykningsspillet.
Oliver Kjærgaard (f. 11.07.1998)
Position: Midtbane
Klubber (ungdom): Nivå-Kokkedal FK, Lyngby Boldklub
Klubber (senior): Lyngby Boldklub, Tromsø IL (Norge), Nest Sotra IL (Norge), FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 5/0
Landskampe: Danmark U20/U19/U18 (15 kp) fra 2015-17
Oliver Kjærgaard har således spillet for en ny kontrakt de seneste uger og belønningen kom i dag.
– Det gik som vi havde håbet og planlagt med Oliver. Han har vist hvad han indeholder og lagt på hele vejen igennem. Da vi vendte tilbage i forsommeren, nåede Oliver at få fem kampe i oprykningsspillet i 2. Division, og har i det hele taget imponeret både trænerteamet og holdkammeraterne med sin arbejdsomhed, sit gåpåmod og sine fodboldevner. Det har vi nu valgt at honorere med en kontraktforlængelse, som i dén grad er fortjent, siger sportslig ansvarlige Brian Gellert til klubbens hjemmeside.
Fra Nivå-Kokkedal til ungdomslandshold og Superliga
Kjærgaard fik sin fodboldopdragelse i Nivå-Kokkedal FK, inden han blev hentet til Lyngby Boldklubs ungdomsafdeling. Her fik han sin førsteholdsdebut allerede i 2015, samme år som han debuterede på U18-landsholdet. I sommeren 2017 blev han rykket op i førsteholdstruppen på det daværende Superligahold. Et halvt år efter var De Kongeblå dog i så store financielle vanskeligheder, at Kjærgaard fik ophævet sin kontrakt og tog til Tromsø IL i den bedste norske række. Han fik en tre-årig kontrakt, men måtte undervejs afsted på en lejeaftale med Nest Sotra IL fra den næstbedste række.
Tilbage i Tromsø kneb det fortsat med spilletid, kontrakten blev ophævet et år før tid og Kjærgaard kunne således frit skifte til FCH for et halvt år siden.
– Jeg føler at FCH er det helt rigtige sted for mig at udvikle mig. Jeg kan mærke at jeg i dén grad har rykket mig, både menneskeligt og fodboldmæssigt, og jeg har været meget glad for at FC Helsingør har givet mig chancen. Jeg føler, at jeg bliver bedre for hvert minut jeg spiller, og jeg har fået mere selvtillid. Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med NordicBet Ligaen, hvor vi godt ved, at vi skal være helt oppe på tæerne i alle kampe, siger han om dagens kontraktforlængelse.