Mikkel Jensen melder sig klar for FCH

Klubskifte fra Brønshøj på trapperne

I en uge har den tidligere ungdomsspiller i Brøndby, 26-årige Mikkel Jensen, trænet med FC Helsingør og lørdag kunne han for første gang vise sig frem i kamp.

Det blev til knap en time på banen mod B.93 og selvom helsingoranerne ikke gjorde specielt god reklame for sig selv, så kunne kantspilleren være udmærket tilfreds med sin indsats.

– Jeg synes det gik fint og jeg har fået et godt indtryk af klubben og holdet. Det har været godt at komme i gang igen efter 2 måneders pause og dejligt at komme til et hold, der kan lide at spille bolden, siger Mikkel Jensen.

Han har siden 2009 spillet i Brønshøj, men følte at tiden nu er inde til at prøve noget andet.
– I Brønshøj spillede jeg også kant, men en noget mere defensiv udgave. Det er en helt anden form for fodbold og jeg talte med Bo (cheftræner Bo Henriksen, red.) om at jeg gerne ville prøve noget andet. Jeg vil godt have noget mere bold i benene, tilføjer han.

– Jeg har trænet med i denne uge og talt med klubben om mulighederne. Det ser positivt ud og jeg vil meget gerne spille i Helsingør, siger Mikkel Jensen.

Kantspilleren startede karrieren i Brøndby og nåede i førsteholdstruppen i den sidste sæson med Michael Laudrup som træner. I sommeren 2007 skiftede han til Lolland-Falster Alliancen og halvandet år efter tog han turen til Brønshøj Boldklub.

Cheftræner Benny Gall fortæller at man endnu ikke har indgået en endelig aftale, men at Mikkel Jensen fortsætter træningen i Helsingør.
– Jeg synes han gjorde et fint indtryk i dag. Han har en god hurtighed og en fin timing i sine løb.