Mads Aaquist hentet i FC København

Halvårlig aftale til offensiv back

FC Københavns talentfulde back, 20-årige Mads Aaquist, spiller foråret i FC Helsingør.

Den unge spiller har opsagt sin fuldtidskontrakt hos “Løverne”, for at kunne spille som amatør i FCH i foråret. Han har en enkelt superligakamp på CV’et, men var sidste år udlejet til Horsens i 1. Division.

Mads Aaquist
FCK-spilleren Mads Aaquist blev idag præsenteret som ny mand i FC Helsingør. Foto: FC Helsingør.

– Jeg har set Mads i nogle reserveholdskampe for FCK og han er en rigtig stærk offensiv back, siger cheftræner Christian Lønstrup.

FCK-træner Ståle Solbakken skulle øjensynligt have ønsket at beholde den unge spiller, men har bøjet sig for hans ønske om at komme ud for at få mere spilletid.

– Det seneste år har ikke været særlig sjovt, så nu søger jeg spilletid og glæden ved fodbold igen, siger Mads Aaquist.

Kontakten er skabt gennem spillerens agent Nicklas Jensen, der i mange år var holdkammerat med Lønstrup i FC København.

Det er blevet til en enkelt superligakamp for FC København, men derudover har Mads Aaquist optrådt ikke mindre end 44 gange på diverse danske ungdomslandshold fra U16-U20.

– Med tilgangen af Mads Aaquist, er vi tæt på at have truppen på plads og har nu skarp konkurrence på alle pladser, idet vi nu har minimum to stærke spillere til alle positioner, slutter sportschef Johnni Mosevang Christensen.

Mads Aaquist er blevet tildelt trøje nr. 24.