Oprustningen fortsætter i FC Helsingør, hvor offensiven nu styrkes med den brasilianske kantspiller Marcos Kayck. Den 20-årige angriber er på vej til Danmark og ventes officielt præsenteret en af de kommende dage.
Det er ikke overraskende FCHs cheftræner Álvaro Santos’ brasilianske forbindelser der har står bag skiftet og direktør Bo Bay Hougaard bekræfter overfor bold.dk, at Kayck i første omgang får en kontrakt frem til sommerferien:
– Vi håber, at det bliver til en længere kontrakt til sommer. Men vi skal lige se hinanden an, der er langt fra Brasilien, så han får sig nok et chok, siger han.
Marcos Kayck betegnes som en uortodoks og driblestærk spiller, der både er hurtig og målfarlig. Senest har han scoret seks mål i ti efterårskampe for Guarani MG fra byen Divinópolis i delstaten Minas Gerais, nord for Rio de Janeiro i det østlige Brasilien.
Marcos Kayck Morais de Oliveira
Født: 3. november 2003
Position: Angriber / Kant
Klubber: Tupi, América MH, Paraisópolis, Guarani MG (alle Brasilien), FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Kontrakt med FCH til 30. juni 2024
Det lokale medie Portal MPA betegner Kayck som en af holdets bedste spillere og skiftet som en drengedrøm der er gået i opfyldelse for den unge brasilianer:
– Kayck er en hurtig og dygtig spiller. Han er også en god afslutter og har en god positionering i feltet. Angriberen har alle forudsætninger for at klare sig godt i Danmark.
Dermed får FC Helsingør igen et brasiliansk islæt på banen, når Kayck følger i fodsporene på Matheus Leiria, Felipe Tontini og Douglas Ferreira, der optrådte for FCH i perioden 2017-19.