Brasilianer må rejse hjem uden kontrakt

Marcos Kayck får alligevel ikke en kontrakt i FC Helsingør

Brasilianske Marcos Kayck får alligevel ikke kontrakt med FCH. Foto: FC Helsingør

Drømmen om en karriere i europæisk fodbold sluttede inden den overhovedet kom i gang for brasilianske Marcos Kayck. Den 20-årige angriber får alligevel ikke en kontrakt i FC Helsingør, da der opstod uklarhed over de internationale trænings kompensationsbetalinger.

Dermed nåede brasilianeren kun få uger i det kolde Danmark, og nåede end ikke at optræde i en træningskamp.

– Parterne var enige om indholdet af en mulig aftale, men det lykkedes ikke at fremskaffe den nødvendige dokumentation vedrørende de brasilianske klubber, hvor Kayck tidligere har spillet i karrieren. Parterne kunne ikke underskrive en aftale, uden at have det fornødne overblik over hvilke internationale trænings kompensationsbetalinger aftalen ville udløse. Derfor blev det ikke til en kontrakt til Kayck i FC Helsingør, skriver klubben på deres hjemmeside.

Ifølge Helsingør Dagblad kunne en kontrakt have betydet, at brasilianerens mange klubber som ungdomsspiller kunne have betydet et krav på langt over en million kroner.
– Vi havde egentlig gjort vores hjemmearbejde, men da vi gennemførte en sidste gennemgang af dokumenterne, var der mangler. Det kom bag på både os og spillerens agent, men det kan ikke være anderledes, end at aftalen ikke kunne gennemføres, siger direktør Bo Bay Hougaard til avisen.

Marcos Kayck, der havde fået trøjenummer 77 i FCH, er nu rejst tilbage til Brasilien og en aftale med FC Helsingør er ikke længere aktuel.