“Løns” tror på muligheder i Vejle

FC Helsingør står i aften overfor en af sæsonens svære opgaver, når superliga aspiranterne fra Vejle Boldklub tager imod på Vejle Stadion. I foråret vandt FCH imidlertid det tilsvarende opgør 3-2 og hos de lyseblå er der en tro på, at man igen kan levere et godt resultat. På et indbydende stadion og foran TV3 Sportens rullende kameraer, ser Lønstrups tropper ud til at stortrives.

– Det bliver spændende. Vi reagerer godt på kampe på udebane og på de store stadions, hvor vi går et ekstra gear op i kadence. Og så synes jeg, at vi er gode til at reflekterer over det der sker. Mange af spillerne er ikke så gamle, men de vokser med opgaverne og så har vi ikke set det bedste endnu, siger “Løns” til klubbens hjemmeside.

1. Division
Vejle Boldklub – FC Helsingør
Vejle Stadion, torsdag d. 11. august 2016, kick-off: 18:00
Dommer: Mikkel Redder 

I forhold til søndagens opgør mod Fremad Amager er Martin Koch tilbage og det betyder at cheftræneren har et luksusproblem med holdudtagelsen. Han har også fået 2-0 sejren lidt på afstand og erkender, at han måske var for kritisk over spillet i minutterne efter kampen.

vejle_logo– Jeg sammenligner os nogle gange med en slange og dens måde at æde mus på. Vi forhaster os ikke, vi holder på vores fundament og når vores bytte er udkørt, så slår vi til. Det var Fremad Amager-kampen et godt eksempel på. Det var måske ikke smukt, men det var effektivt og vi kommer altså for at få point, siger Lønstrup til Helsingør Dagblad.

Rundt om Vejle Boldklub – FC Helsingør
Tidligere kampe: De to klubber har mødt hinanden 3 gange, med 2 sejre til FC Helsingør og 1 sejr til Vejle Boldklub, målscoren er lige 6-6.
Spillere: Kun en enkelt spiller har repræsenteret begge klubber, i skikkelse af offensiv spilleren Jonas Hebo Rasmussen, der skiftede fra VB til FCH i sommeren 2015. Derudover har Vejle netop ansat den tidligere Helsingør IF-spiller Anders Nielsen (1991-93) som klubbens nye A+træner.
Dommer Mikkel Redder: Ny i 1. division og dømmer FC Helsingør for første gang.