FC Helsingør har forstærket truppen med den 23-årige svenske kantspiller William Kvist. Efter et succesfuldt indhop i mandagens reserveligakamp mod FC København, signerede offensivspilleren en kontrakt, der løber året ud.
William Kvist (f. 25.08.1994)
Position: Kant
Klubber: Helsingborg IF, IFK Hässleholm, Örebro SK, Landskrona BoIS, Rishøj Boldklub, AB, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Kontrakt til: 31.12.2017
– Kvist er et lidt uforløst, men interessant talent, som vi henter ind for at se lidt an resten af efteråret. Han er en offensiv og kreativ spiller, der kan spille hurtigt i de små rum, pga. sin fine teknik. Han kom ind i en svær reservekamp mod FCK i mandags, hvor han gjorde det fint, så vi skal se om vi ikke på længere sigt kan gøre ham til en spiller, der kan gøre sig i start-11eren, siger cheftræner Christian Lønstrup.
William Kvist har senest spillet for AB, som han forlod i sommerferien, efter nedrykningen fra NordicBet Ligaen.
Efter ungdomstiden i Helsingborg IF og ophold i flere svenske klubber, gjorde Kvist sin entré i dansk fodbold i januar 2015, hvor han skiftede til Rishøj Boldklub, dengang i 2. division øst. Efter en flot forårssæson i Køge-klubben stod AB klar med et tilbud og ialt nåede han 36 kampe og 9 scoringer i den grønne trøje.
Som ungdomspiller har William Kvist prøvetrænet i bl.a. Dortmund og Inter.