Efter seks år i FC Helsingør tog anfører Andreas Holm i juli afsked med de lyseblå, da han ikke fik forlænget sin kontrakt. Nu har kaptajnen så fundet en ny klub. Kursen er sat mod sydhavsøerne, hvor Nykøbing FC får glæde af den bundsolide stopper.
Det begyndte i 2. Division og sluttede samme sted, for FCHs nu forhenværende anfører. De seks sæsoner siden han ankom fra Nordvest FC i sommeren 2014 har imidlertid været alt andet end stilstand for Andreas Holm, der har jublet med oprykningschampagne tre gange og grædt salte nedrykningstårer to gange, i turen op i Alka Superligaen og tilbage igen.
I den periode udviklede han sig fra en stabil midtforsvarer, til en forsvarsviking og anfører, der gik forrest både på og udenfor banen. Stor af både figur og menneskelig format. En spiller der blev en rigtig publikumsyndling og kåret som Årets Spiller i FC Helsingør i 2014/15 og af fanklubben som Årets Fighter i 2016/17.
Andreas Holm (f. 07.12.1988)
Position: Centralt forsvar
Klubber: Tuse IF, Holbæk B&I, Nordvest FC, FC Helsingør, Nykøbing FC
Kampe / Mål for FCH: 149 / 2
Ville gerne ha’ fortsat i FCH
At han ikke fik forlænget sin kontrakt kom bag på mange, ikke mindst Holm selv, der ikke lagde skjul på, at han gerne var fortsat i FC Helsingør.
– Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg gerne var blevet, men jeg var for dyr og klubben ville gerne satse på yngre kræfter og det respekterer jeg, selvom det er vemodigt. Jeg har været utrolig glad for at være i FC Helsingør i alle årene, sagde han for nylig til Helsingør Dagblad.
Det har givetvis heller ikke været en let beslutning for klubbens sportslige ansvarlige Brian Gellert, der udover Holm også sagde farvel til erfarne Ricki Olsen og Thomas Kristensen.
– Alle tre har leveret en jætteindsats i FCH-trøjen. Ikke mindst Andreas Holm, der har været hos os i næsten seks år, deraf en del som anfører. Holm har været en markant personlighed for os, og har i dén grad optjent sit helt eget kapitel i historien om FC Helsingør, så ham sender vi en særlig tak. Men klubben har besluttet, at tiden er den rette for fornyelse i truppen, hvorfor vi desværre må sige farvel til nogle erfarne og yderst vellidte spillere i truppen. Men der er for os også et økonomisk aspekt der spiller ind. Når man har en trup med en høj gennemsnitsalder er den også dyrere, og det er stadigvæk noget vi er nødt til at have stor fokus på, oprykningen til trods, sagde Gellert til klubbens hjemmeside.
At Andreas Holm var en af de dyrere drenge i truppen hang ikke mindst sammen med, at han i januar 2018 fik en fuldtidsprofessionel kontrakt og forlod jobbet som skolelærer.
Superligadrømmen
Højdepunktet i Holm’s FCH-karriere var naturligt nok oprykningen til Superligaen i juni 2017. En drøm der gik i opfyldelse for den bundsolide forsvarsspiller, der med anførerbindet om armen kunne føre sit hold på banen til sin egen og FC Helsingørs første Superligakamp nogensinde, da FCH mødt Hobro den 16. juli 2017.
Desværre for Andreas Holm og FCH kom anføreren ikke til at spille hele sæsonen. I hjemmekampen mod Brøndby IF i oktober, faldt han forkert ned og knækkede en knogletap i ryggen. Først syv måneder senere var han tilbage, da han fik de sidste ti minutter af udekampen mod Silkeborg. En kamp der også blev FCHs sidste minutter i den bedste række!
Nye udfordringer på Falster
Nu venter så nye udfordringer for Andreas Holm, der har skrevet en ét-årig kontrakt med 2. divisionsklubben Nykøbing FC. Nedrykkerne fra NordicBet Ligaen satser på en hurtig returbillet og i den mission er Holm udset til en central brik.
– Andreas er en ønskespiller for os. Vi har søgt efter en stærk midtstopper med noget erfaring og kvalitet samt store lederegenskaber, og det har vi fået i Andreas, siger en meget tilfreds manager Claus Jensen til Folketidende.
Pudsigt nok bliver der allerede på søndag mulighed for et gensyn med Andreas Holm, da hans nye klub møder FCH i en træningskamp på Helsingør Stadion.