Jonas Rohrberg

Der var brydningstider i Helsingør IF, da den 18-årige nyoprykkede ynglingespiller Jonas Rohrberg i foråret 2005 trådte ind på klubbens bedste mandskab i Danmarksserien.

I kulissen arbejdede man hektisk på en overbygning i form af Elite 3000, og på banen kæmpede træner Flemming Pedersen for at undgå nedrykning efter flere succesfulde sæsoner.

FODBOLD: Jonas Rohrberg (Helsingør) scorer til 1-1 mellem Ulrik Laursen (FCK) og Oscar Wendt (FCK) under kampen i Ekstra Bladet Cup mellem Elite 3000 Helsingør og FC København den 23. september 2009 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Et af højdepunkterne i Jonas Rohrberg’s FCH-karriere var scoringen til 1-1  i pokalkampen mod FC København den 23. september 2009 på Helsingør Stadion. Foto: ClausBirchDK.

Allerede i vinterens træningskampe lurede fornemmelsen af, at man i Rohrberg måske havde afløseren til Danny Andersen, der havde scoret flittigt for HIF indtil HIK i sommeren 2004 lokkede med en kontrakt.

Således scorede den nyklækkede seniorspiller et imponerende hattrick da HIF mødte Herlev i en træningskamp og målscoringen fortsatte i forårets turneringskampe, hvor han nåede 6 mål, selvom HIF stred forgæves mod nedrykning.

Der var da heller ingen tvivl om, at Rohrberg skulle fortsætte karrieren i den nye overbygning, og det gjorde han sidenhen så effektivt, at han blev den første spiller der rundede både 50 og 100 kampe for Elite 3000, og i øvrigt har sat sig eftertrykkeligt på rekorden for flest mål med hele 57 scoringer i 142 kampe.

Undervejs nåede han at blive kåret til Årets Spiller af fanklubben i sæsonen 2006/07.

Blandt højdepunkterne for de lyseblås 13’er, var utvivlsomt Rohrbergs to scoringer mod Randers FC i Ekstra Bladet Cup i 2006 og ikke mindst målet mod FC København i efteråret 2009, der rystede løverne i pokalbraget på Helsingør Stadion.

I foråret 2010 blev Jonas Rohrberg alvorligt knæskadet i en kamp mod Lyngby og vendte først tilbage på banen ét år efter. Det gjorde han så godt, at han kort efter fik comeback på førsteholdet, der imellemtiden var rykket op i 2. division øst. Den hurtige forward nåede dog aldrig helt niveauet før den lange skadespause og i august 2011 tog han imod tilbuddet om at spille en periode for den nyoprykkede Danmarksseriehold i Fredensborg.

Det match skulle vise sig at være godt for angriberen, der tog tre sæsoner i en grønne trøje, inden han valgte at trappe ned i sommeren 2014. I stedet blev det nystiftede FC Gribskov i hjembyen Gilleleje der kunne nyde godt at Rohrberg, i bestræbelserne på at rykke op fra Serie 2.

Blå bog
Navn: Jonas Rohrberg Hansen
Født: 14. april 1986
Debutkamp for FC Helsingør: 7. august 2005, Elite 3000 Helsingør – AC Ballerup 4-1 (scorede 1 mål), Kvalifikationsrækken
Kampe: 142
Mål: 57
Klub Sæson Række Kampe Mål
Gilleleje FK (ungdom)
Helsingør IF (ungdom)
Helsingør IF 2004/05 Danmarksserien 16 6
Elite 3000 Helsingør 2005/06 Kvalifikationsrækken 27 12
Elite 3000 Helsingør 2006/07 Kvalifikationsrækken 31 21
Elite 3000 Helsingør 2007/08 Danmarksserien 31 8
Elite 3000 Helsingør 2008/09 Danmarksserien 28 8
Elite 3000 Helsingør 2009/10 Danmarksserien 20 8
Elite 3000 Helsingør 2010/11 2. Division Øst 5 0
Fredensborg BI 2011/12 Danmarksserien
Fredensborg BI 2012/13 Sjællandsserien
Fredensborg BI 2013/14 Danmarksserien
FC Gribskov 2014/15 Serie 2
Antallet af kampe for Helsingør IF / Elite 3000 Helsingør / FC Helsingør omfatter både turneringskampe og officielle pokalkampe under DBU og SBU. En kamp medregnes kun, hvis spilleren har været på banen fra start eller er blevet indskiftet.