Jan Rungholm’s farverige fodboldminder

Han dannede angreb med Knud Lundberg, flygtede fra nazisterne, og kørte koks på værftet, mens han uddannede sig til civilingeniør. Mød 84-årige Jan Rungholm, der var en del af 40’ernes storhold i Helsingør, 60’ernes fodboldepoke i Hundested, og stadig har en hukommelse der er lige så skarp som helbredet.

– Jeg kan stadig se det for mig, helt tydeligt! Vejles målmand var kommet lidt langt ud, og jeg løb til bolden, midt på deres banehalvdel. Jeg ramte den i fuld fart, og de var helt lamslåede da den røg i nettet. Hvordan kunne en knægt dog finde på sådan noget. Det var sgu’ meget skægt, de var jo arvefjenden, ler Jan Rungholm.

Selvom dåbsattesten siger 1922, skal 84-årige Jan Rungholm ikke bruge mange stikord, før historierne står i kø for at blive fortalt. Scoringen mod Vejle i den jyske Mesterrække, kunne han således glæde sig over som Horsens-spiller i foråret 1940. Men kampene for ”den gule fare” var kun begyndelsen. Siden var det AB’s grønne, Helsingørs røde og Hundesteds blå trøje der blev trukket over hovedet.

Knægten fra det midtjyske er efterhånden blevet en gammel dreng, og støvlerne snøret for sidste gang. Men både minderne og fysikken er i behold:
– Man er jo blevet ældre, men gammel føler jeg mig nu ikke. De eneste renter jeg har betalt for min fodboldkarriere er hofterne. De er blevet skiftet begge to, den første for 23 år siden. Men jeg holder mig stadig i form, understreger han og nævner det daglige træningsprogram, der kunne give selv en ynglingespiller anno 2006 sved på panden.
– Det faste morgenritual begynder med 15 minutters gymnastik, så 2-3 kilometer på kondicykel og slutter så med vægttræning, fortæller Jan Rungholm, der sluttede karrieren på Hundesteds veteranhold i halvfjerserne.

På fløjen med Lundberg
Jan Rungholm blev født på Fyn, men det var i midtjyske Brædstrup at mejeristens søn sparkede de første bolde i nettet. Det gjorde han så godt, at han allerede som 16 årig blev rykket op på klubbens førstehold i A-rækken. I marts 1940 tog Rungholm springet videre til Horsens fS, hvor det blev til halvandet år i den bedste jyske række:
– Jeg vidste allerede meget tidligt at jeg ville være ingeniør, så efter studentereksamen rejste jeg til København, hvor jeg var optaget på Polyteknisk Læreanstalt. Der blev sådan set aldrig stillet spørgsmålstegn ved, hvilken klub jeg skulle vælge. Det kunne kun være Akademisk Boldklub, der dengang hørte til på Nørre Allé.

For en provinsknægt på 19 år var mødet med AB og København lidt af en oplevelse.
– Det var et meget stærkt hold AB havde under krigen, og da min normale plads var innerwing, måtte jeg affinde mig med at være reserve. Det var nemlig Knud Lundberg og Karl Aage Hansen der var faste innerwings, og dem kunne man ikke slå af. Men ”Lund” var indimellem i stykker, og så spillede jeg. Ellers måtte jeg ud som højre wing, hvilket nu heller ikke var svært med ”Lund” ved sin side. Han lagde de afgørende bolde millimeter præcist, og man skulle bare høre efter, når han stak en spids og råbte: ”Rung”, indenom!! Så kom bolden hvor den skulle!.

– Tempoet var selvfølgelig meget højere end det jeg var vant til, men jeg klarede mig på min gode teknik, der også var AB’s force. Det var Arne Kleven der var træner, men han var noget af en legeonkel, og det var reelt Knud Lundberg der styrede det hele. Jeg husker især fra træningen, at vi spillede fem mod fem i en time, uden pauser. Det gav en masse spil, mens vi til gengæld ikke trænede meget kondi. Vi legede os i form, som ”Lund” plejede at sige, griner Jan Rungholm.

Brækket kraveben
Allerede i efteråret 1941 fik Jan Rungholm sin debut på akademikernes førstehold, hvor det i alt blev til omkring 31 kampe.
– En af kampene, mod B.93, står stadig helt klart for mig. Jeg gik op i en luftduel med deres back, der hed Speigelhauer. Jeg prøvede at beskytte mig, men han fik sparket igennem, og ramte mig lige her, peger Rungholm og tager sig til højre skulder.

– Det gjorde vanvittigt ondt, men jeg fortsatte til pausen, hvor AB’s læge, den kendte Dr. Riemke, kiggede på mig. Kravebenet var brækket, men det mente Riemke ikke var noget problem. Du skal bare holde armen ind foran kroppen, sagde han, og sendte mig ud til anden halvleg. Jeg gennemførte kampen, men bagefter var der ballade og debat i bladene. Der var trods alt mange der mente, at det var en helt forkert beslutning.

Illegalt arbejde
Fodboldkarrieren blev naturligt påvirket af begivenhederne under besættelsen. Jan Rungholm blev indkaldt til soldatertjeneste, først i Sønderborg og i 1943 i Holbæk:
– Det var i efteråret, hvor tyskerne havde erklæret militær undtagelsestilstand, og situationen spidsede til. Vi var endda gået i stilling med en Haubitser, og lå i et vejkryds i fuld mundering. Men tyskerne overtog hæren, og vi blev en tid interneret på Næstved Kaserne, erindrer han.

Det var også på det tidspunkt, at aktiviteterne i sabotagegrupperne begyndte at gribe om sig. Ikke mindst i AB var mange spillere og ledere involveret i illegalt arbejde, og Jan Rungholm var ingen undtagelse.
– Jeg havde en lejlighed i Classensgade. Her havde jeg forskellige ting opbevaret og flere gange nogle boende. Det var flygtninge og andre som Gestapo var ude efter. Men det stoppede brat, da jeg fik en melding om at viceværten var nazist. Jeg skulle væk hurtigst muligt!

Flygtede til Helsingør
Jan Rungholm rejste straks til Helsingør, og søgte tilflugt hos noget familie, hvorfra han kunne fortsætte modstandsarbejdet:
– Vi deltog i jødetransporterne fra Nordhavnen og indimellem fra Snekkersten. Min opgave var at bringe dem ned til en kutter ved Nordre mole. Som regel 2-3 ad gangen, og nogle gange med børn. Det kunne også være ved højlys dag, selvom der var tyske vagtposter. Men de lod som ingenting, selvom de godt vidste hvad der foregik.

Efterhånden blev opholdet i Sundbyen af mere permanent karakter, og så kunne Rungholm igen snøre fodboldstøvlerne:
– Jeg flyttede til Helsingør i efteråret 1944, og der gik jo ikke længe før jeg blev kontaktet af den gamle landsholdsspiller Ernst Nilsson, der var træner for Helsingør IF. Han spurgte om ikke jeg ville spille for HIF. Det kom snart i stand, og så sørgede klubben for at jeg fik et job på værftet. Formanden Stub-Nielsen havde forbindelserne.

– Det var ganske normalt, at spillerne kom på værftet eller gummifabrikken. Der kunne de altid bruge nogle folk, og vi spillere havde gode forhold. Jeg startede som medhjælper i grovsmedien, hvor jeg kørte esse-koks. Jeg skulle bare klare et læs for gamle Olsen om formiddagen, så kunne jeg sidde og læse i den gamle tørdok om eftermiddagen. Senere kom jeg så op på tegnestuen, indtil jeg var færdig som civilingeniør i 1947.

Fodboldminderne i Helsingør har Jan Rungholm heller ikke de fjerneste problemer med at genkalde sig. Han debuterede i efteråret 1944, hvor Helsingør spillede i krigsturneringens kreds 2, hvoraf de to bedste hold gik videre til slutspillet om danmarksmesterskabet:
– Vi lå rimelig til, men efter befrielsen gik turneringen helt i stå. Da DBU satte den i gang igen, skulle vi spille fem kampe på otte dage. De skulle vindes alle sammen, hvis vi skulle videre, og det gjorde vi faktisk. Den sidste var inde på Trekanten, hvor vi slog Brønshøj 3-0.

Store kampe i Idrætsparken
– Så skulle vi møde B.93 i kvartfinalen i Idrætsparken. Jeg må have spillet en god kamp, for bagefter kom AB’s formand, der var landsretssagfører, ind i omklædningsrummet. Han skulle høre om ikke jeg ville tilbage til AB. Det har altid undret mig, at han kom ind på den måde, men jeg skulle ingen steder. Vi havde det pragtfuldt i Helsingør.

Helsingoranernes opgør mod B.93 endte uafgjort, og efter forlænget spilletid måtte der lodtrækning til. Anfører Skjold Christiansen sagde ”krone”, og jublen var stor da mønten faldt til jorden:
– Jeg kan faktisk ikke huske selve lodtrækningen, men til gengæld står den næste kamp, semifinalen mod AGF helt tydeligt for mig. Vi var foran 2-0, i et rigtigt møgvejr, men de fik udlignet, og der skulle være omkamp igen. Der manglede bare tre minutter, så sendte AGFs Erik Kuld Jensen en kikset centring ind foran mål. Det snød Kai, vores målmand, der var på vej frem og bolden trillede ind i målet, lyder det nærmest opgivende fra Jan Rungholm.

Scrapbøgerne fra dengang bliver fundet frem, desværre medtaget af fugt og ælde. Men smilet breder sig, efterhånden som Jan Rungholm får bladret igennem de gulnede avisudklip.
– Ja, det var sgu meget sjov, dengang! Officielt fik vi jo ingen penge, men der var da middag på Hotel Skandia efter kampene. En del af spillerne kunne godt drikke nogle bajere, nok også for mange. Jeg foretrak mælk, og det fik jeg tit at høre for. Ska’, ska’, ska’ knægten ha’ mælk, stammede den gamle storspiller Marius Madsen altid, ler Jan Rungholm.

Hundesteds glansperiode
Tusmørket har sænket sig over Isefjorden. Fra sin dagligstue kan Jan Rungholm nyde den fantastiske udsigt, og snart se tilbage på 40 år i Hundested.
– Jeg blev kandidat i 1947 og ansat i Helsingør Kommune. Det var et stort ansvar for en grøn ingeniør, og efterhånden havde jeg ikke så meget tid til fodbolden. I en periode var jeg spillernes repræsentant i bestyrelsen, men i 1955 spillede jeg på divisionsholdet for sidste gang.

– Dengang lavede kommunen det hele selv, og jeg havde ansvaret for 8-10 arbejdshold, da hele området Kronborg Ladegaard skulle udbygges med veje og kloakker. Så fik jeg bevilliget en knallert som tilsynsførende ingeniør, sådan var det, lyder det eftertænksomt.

I 1959 fik Jan Rungholm tilbudt en stilling som kommuneingeniør i Hundested, og så flyttede han teltpælene til Isefjordens munding. Det blev også starten på en ny karriere i fodboldens verden:
– De bad mig komme ned og se på nogle talentfulde drenge på idrætspladsen, og spurgte om ikke jeg havde lyst til at træne dem. Det gjorde jeg så. Vi begyndte sæsonen nytårsdag i ”bakkerne”, for der skulle strammes op på disciplinen. Men ellers legede jeg bold ind i de unge mennesker, på samme måde som jeg selv var blevet opdraget i AB.

Jan Rungholms indtog i Hundested Idrætsklub kunne hurtigt aflæses på resultaterne. De første år var han selv aktiv på førsteholdet, der i 1960 vandt sjællandsmesterskabet i serie 4. Sæson efter sæson pegede pilen opad, og et tiår senere nåede klubben Sjællandsserien.
– Jeg mindes især en kamp mod Vordingborg, der var tophold og havde en vis Morten Olsen på holdet. Vi slog dem 8-0, og det var fordi vi trænede specielt i at sparke på mål. Det var en af de ting jeg havde med fra min AB-tid, og egentlig er det jo elementært. Men selv den dag i dag, er det jo en ynk at se højt betalte klassespillere, der ikke kan ramme den firkant, ler Rungholm

Et liv med duer
Var Rungholms fodboldkarriere flyvende, så var hans anden store passion det i allerhøjeste grad også. Allerede som 12-årig fik Jan Rungholm brevduer, og det har bragt ligeså mange oplevelser, som spillet med læderkuglen.
– Jeg har været involveret i brevduesporten det meste af mit liv, men har trappet lidt ned de senere år . Jeg har stadig duer, men træner dem ikke mere. En god brevdue skal trænes intensivt i flere år, og det gør jeg altså ikke længere, siger Jan Rungholm, der sad i bestyrelsen i Halsnæs Brevdueforening i flere år. Både nationalt og internationalt er Rungholm et kendt ansigt i brevduesporten, der for år tilbage var mere udbredt end i dag, med totalisatorer i både Hillerød, Helsingør og Frederikssund.

Rungholm har talt sig varm, og kaffen er blevet kold. Lysene på den modsatte side af fjorden spejler sig i det mørke vand, og det er tid at tage afsked med en bemærkelsesværdig idrætsmand. Han var den mindste på banen, men tilnavnet var ”Kæmpe”. Selvfølgelig.