Ingen aftale med Aminu Ibrahim

19-årig ghaneser må på ny klubjagt

FC Helsingør meddeler her til aften, at der ikke vil blive indgået en aftale med den 19-årige midtbanespiller Aminu Ibrahim.

Den unge ghaneser har trænet med FCH det meste af sommerferien og deltaget i sommerens tre træningskampe. Han udtrykte selv et stort ønske om at spille for FC Helsingør, men det bliver der altså ikke noget ud af.

Aminu Ibrahim (FC Helsing¯r).
Den 19-årige ghaneser Aminu Ibrahim får ingen aftale med FCH i denne omgang. Foto: Claus Birch.

– Aminu har gjort det fint og efterladt et godt indtryk, men vi er rigtig godt besat på den centrale midtbane samtidig med, at det kræver en væsentlig økonomisk kontrakt for at han kan få opholdstilladelse i landet. Derfor har vi besluttet, at vi ikke indgår aftale med ham i denne omgang, oplyser sportschef Johnni Mosevang Christensen.

Aminu Ibrahim kom til Danmark tidligere på året, via sit venskab med FC Nordsjællands Kamal Issah. I efteråret 2012 forsøgte han sig i den spanske liga, hvor han var 6 måneder i Madrid hos Rayo Vallecanos B-hold, der spillede i Segunda Division B. Forinden spillede han i Ghana i klubben Liberty Professionals FC.