Hodgson roser FC Helsingør-indsats

Perfekt træningsmodstander for Premier League-klubben

Manager Roy Hodgson var særdeles tilfreds med FC Helsingør’s indsats mod Crystal Palace. Foto: Claus Birch

Selvom forskellen på det sportslige niveau – på papiret – var enormt, gjorde FC Helsingør en god figur i torsdagens træningskamp mod Crystal Palace. Ikke kun resultatet 2-2, men også indsatsen kunne de lokale helte i den grad være bekendt, og som cheftræner Christian Lønstrup efterfølgende bemærkede, så blev hans hold på ingen måde udstillet eller til grin.

I den efterfølgende snak med pressen, var Crystal Palace manager Roy Hodgson også særdeles tilfreds med den modstand hans spillere havde fået i pre-season opgøret.
– FC Helsingør spillede godt, de holdt godt fast i bolden og de fik os til at arbejde hårdt, hvilket var formålet med kampen. Alt i alt var 2-2 et fair resultat, for FC Helsingør kom godt tilbage. De var klar til at  kæmpe for bolden og gode på både hjørnespark og lange indkast, roste den engelske manager.

Han understregede, at hans hold naturligvis ikke stillede op for at vinde kampen, men for at forberede sig på den kommende sæson. 

Crystal Palace møder Halmstads BK mandag aften, inden holdet vender tilbage til London fra træningslejren i Malmö og Hodgson håber på endnu en god træningskamp.
– For mit vedkommende, så var det vigtigt, at vi fik gode modstandere i en fornuftigt afstand fra Malmö, hvor vi bor. Da tour-agenten foreslog Helsingør og Halmstad, var det en perfekt kombination for mig. Det var den rigtige afstand og den rigtige type modstander. Hvis Halmstad er lige så gode som Helsingør, der skabte mange problemer for os, så vil det være endnu en god kamp, siger Crystal Palace manageren til klubbens hjemmeside.