Hobro IK – FC Helsingør 1-2

NordicBet Liga, 3. december 2021 på DS Arena, Hobro

Sneen væltede ned og opgøret på DS Arena i Hobro måtte udsættes i 45 minutter for at gøre banen klar. Foto: FC Helsingør.

Det holdt hårdt, men efter 45 minutters forsinkelse på grund af snerydning, vandt FC Helsingør årets sidste kamp, med 2-1 på udebane i Hobro. Dermed er klubben på førstepladsen i vinterpausen.

Et kraftigt snevejr var tæt på at spolere opgøret på DS Arena, hvor dommer Patrick Remon Gammelholm ikke kunne fløjte opgøret i gang kl. 18:30 som planlagt. En aflysning truede, men efter tre kvarters venten kunne de hold hold omsider lader bolden rulle.

Det var FC Helsingør der først fik styr på det uvante og glatte underlag og både Kasper Enghardt og Liam Jordan havde store chancer indenfor de første ti minutter. Men hjemmeholdet arbejdede sig ind i kampen og bragte sig foran på et flot mål som Jacob Tjørnelund bankede i kassen fra mere end tyve meters afstand.

Herefter var gæsterne på hælene og det kunne være blevet værre endnu. Kasper Enghardt var heldig med ikke at få sit andet gule kort inden pausen og det lignede en decideret dommerfejl da Liam Jordan slap for udvisning, efter at have plantet en albue i ansigtet på Frederik Mortensen. Men dommeren så det ikke og så gned FCH salt i såret. Daniel Norouzi lagde bolden til rette for Frederik Juul Christensen, der behersket sendte bolden i nettet fra kanten af målfeltet.

Cheftræner Morten Eskesen ændrede system til 3-4-3 i pausen, hvor Nicolai Geertsen kom ind i det centrale forsvar. Det gav bonus med det samme, for Mikkel Knudsen – nu wingback – førte bolden frem, Callum McCowatt måtte se sin afslutning reddet af Adrian Kappenbereger, men returen endte hus wingbacken i venstre side, Nicklas Mouritsen, som sikkert sendte bolden i mål til FCH-føring.

Herefter forsøgte Hobro at presse spillet frem, men det lykkedes aldrig for alvor at spille sig igennem til de store muligheder.

– Jeg er ekstremt stolt. Det har været et fantastisk år for FC Helsingør, og vi er hele tiden blevet bedre. I efteråret har vi kun tabt en ud af 18 kampe, og vi har hentet en masse point, og scoret utroligt mange mål. Jeg synes, det er helt berettiget, at vi slutter 2021 på førstepladsen, sagde Morten Eskesen efter opgøret.

Hans kollega i Hobro var forståelig ærgerlig over, at det ikke blev til point til de gulblusede:
– Først og fremmest er jeg stolt over, at vi som klub overhovedet kunne afvikle en kamp under de omstændigheder, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke kvitterede med point. Vi er sindssygt skuffede, for vi skulle klart have noget med fra den her kamp. Vi leverede en god indsats, men som så mange gange før i denne sæson, manglede vi kynisme og kvalitet. Jeg vil dog sige, at hvis vi spiller på samme niveau som i dag, ligger der mange point og venter i foråret, sagde Martin Thomsen til Nordjyske.

Matchfacts
Fredag den 3. december 2021 kl 19:15 på DS Arena, Hobro
Hobro IK – FC Helsingør
1-2 (1-1). Tilskuere: 662
1-0 Jacob Tjørnelund (25)
1-1 Frederik Juul Christensen (43)
1-2 Nicklas Mouritsen (51)

Advarsler (2): Frederik Mouritsen (26), Hobro IK og Kasper Enghardt (32), FC Helsingør.

Hobro (5-3-2): Adrian Kappenberger – Mathias Haarup (46.: Oliver Klitten), Simon Jakobsen, Jesper Bøge (Anf) (69.: Frederik Dietz), Emil Søgaard, Jacob Tjørnelund (69.: Louicius Don Deedson) – Frederik Mouritsen, Danny Amankwaa, Mathias Nygaard (80.: Sebastian Avanzini) –  Justin Shaibu (90.: Christoffer Østergaard), Kasper Høgh.
Ikke benyttet: Jacob Samnik (M), Frederik Elkær.
Cheftræner: Martin Thomsen

FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard – Mikkel Knudsen, Kasper Enghardt, Nikolaj Hansen (Anf), Nicklas Mouritsen -Elijah Just (77.: Frederik Bay), Daniel Norouzi, Frederik Juul Christensen, Liam Jordan (46.: Callum McCowatt) – Sebastian Czajkowski (46.: Nicolai Geertsen), Tonni Adamsen (83.: Peter Buch Christiansen).
Ikke benyttet: Hjalte Petersen (M), Oliver Drost, Oliver Kjærgaard.
Cheftræner: Morten Eskesen

Dommer: Patrick Remon Gammelholm